Forskning: Er hårvask i urin og narhvalstarme som mad sundt?
Forskere vil undersøge, hvor sund den traditionelle grønlandske levevis er, og om det hænger sammen med mindre allergier.
Er det sundt at vaske sit hår i urin? Og er det sundt at spise narhvalstarme?
Det vil to forskere, mikrobiologen Aviaja Lyberth Hauptmann og historikeren Inge Seiding fra Ilisimatusarfik undersøge.
Tesen er, at mikroorganismer er vigtige for menneskets sundhed. Undersøgelser viser, at børn der vokser op tæt på hunde i Grønland, har mindre risiko for at udvikle allergier.
Forskerne vil nu undersøge, om parasitter og mikroorganismer har styrket menneskets immunforsvar, og derved prøve at forstå, om mindre udsættelse for mikroorganismer hænger sammen med stigende forekomst af astma og allergi.
Det skriver Arctic Hub på sin hjemmeside.
- Vores mission med dette projekt er, at vi vil identificere potentielle kilder til Old Friends (gamle venner, red.), altså gavnlige mikroorganismer og parasitter i den oprindelige inuitiske livsstil, forklarer Aviaja Lyberth Hauptmann og fortsætter:
- Inuit har ikke haft den langsomme udvikling gennem et landbrug, så der er en interessant mulighed for at identificere kilder til de ”gamle venner” fra en meget oprindelig og ikke-industrialiseret livsstil, siger hun.
Hun påpeger, at børn, der vokser op i tæt kontakt med slædehunde er mindre udsat for allergier sammenlignet med børn, der vokser uden hunde.
Graver i historiearkiverne
Historikeren, Inge Seiding, vil undersøge den traditionelle inuitiske livsstil ved at undersøge de historiske kilder i arkiver.
Hun vil specifikt undersøge, om de beretninger der er om kosten og livsstil er sunde.
- Vi vil stille spørgsmål til, hvad den oprindelige kost og livsstil kan have haft af helbredsmæssige fordele, og for en stund tale om de gode ting, der kan være ved en livsstil, der ikke kun er hypermoderne. Kan vi måske identificere noget, der har værdi i en livsstil, man har haft tidligere, spørger Inge Seiding.