Forskning: Har grønlandske børn øget risiko for eksem, allergi og astma?
Grønlandske børn i alderen et til seks år er med i en større undersøgelse der skal sætte fokus på atopiske sygdomme, deriblandt eksem. Anna Andersson håber, at undersøgelsen kan gøre diagnosticeringen af sygdommen nemmere og give en mere målrettet behandling samt forebyggelse.
Hvor mange børn har atopiske sygdomme som eksem, allergi og astma?
De spørgsmål har læge og ph.d.-studerende Anna Andersson sat sig for at finde svar på.
Anna Andersson er på nuværende tidspunkt ansat i Dronning Ingrids Sundhedscenter og er i gang med at undersøge flere hundrede børn for atopiske sygdomme. Hun håber på at undersøge omkring 1400 børn i
alderen et til seks år. Indtil videre har hun undersøgt i alt 128 børn.
- Formålet er, at vi ønsker at kortlægge sygdommen blandt grønlandske børn, og hermed bidrage til en forbedret diagnostik men også for at finde ud af, om der er sammenhæng imellem de forskellige sygdomme. Jeg håber, at forskningen kan hjælpe til at diagnosticere eksem, allergi og astma hos børn nemmere, og dertil
gøre behandling og forebyggelse mere målrettet, forklare Anna Andersson.
Anna Andersson er i kontakt med alle daginstitutioner Nuuk med henblik på at undersøge børn. Hun bruger spørgeskema, måler og vejer børnene samt tager prøver i mund og hud. Forældre til børnene vil blive informeret ved forældremøde, lokale opslag og ved skriftlig deltagerinformation forud for undersøgelsen. Deltagelse i undersøgelsen er frivillig.
- Forældrene vil blive oplyst, om deres barn har eller haft eksem, lyder det fra hende.
Andre forhold
Der er forsket i sammenhængen mellem øresygdomme og atopiske sygdomme i andre lande, hvor nogle studier har vist en sammenhæng, derfor vil Anna Andersson undersøge, om der er en sammenhæng blandt grønlandske børn.
Anna Andersson forklarer, at det er afgørende, at også grønlandske børn bør undersøges, da klima, miljø og gener er forskellige fra andre nationaliteter.
- Der er påvist at disse sygdomme kan påvirkes af arveanlæg og miljø. Atopisk eksem har steget dramatisk i vestlige lande, formentlig som følge af ændret livsstil og miljøpåvirkninger. Men grønlændernes gener adskiller sig fra Europa og miljøet er anderledes. Der er koldere og mere tørt. Derudover kan der
være andre allergener, der udløser de atopiske sygdomme. Derfor finder jeg det interessant, om arv og miljø påvirker børnene anderledes her, siger Anna Andersson.
Anna Andersson skal tage til forskellige bosteder for at undersøge flere børn. Rejserne er planlagt til foråret, og kommunerne samarbejder med sundhedsvæsenet for at komme i kontakt til daginstitutionerne i disse byer og bygder:
- Nuuk
- Sisimiut
- Qaqortoq
- Tasiilaq
- Sermiligaaq
- Kulusuk
- Tiniteqilaaq
Resultater
Anna Andersson er tilknyttet Ilisimatusarfik under sit studie. Og hun regner med, at undersøgelserne af børnene vil tage et til halvandet år, før der kan påvises resultater.
- I forbindelse med undersøgelsen vil forældre blive oplyst om deres barn har eller har haft børneeksem og forældre til børn med børneeksem vil blive tilbudt information om forebyggelse og vejledning til håndtering af eksem. Deltagere med atopisk eksem, vil blive tilbudt at få information om de har en ændring i arvemassen der kan have betydning for atopisk eksem. Vi håber at skabe mere fokus på sygdommen med denne undersøgelse, forklarer Anna Andersson.
I forbindelse med projektet vil der blive udarbejdet vejledning til forebyggelse og behandling, specifikt til sundhedspersonale men også til gavn for grønlandske forældre.