Forskere opdager ny isbjørnebestand i Østgrønland
Et nyt studie, viser, at isbjørne, der lever i Sydøstgrønland syd for Tasiilaq, udgør en selvstændig bestand, der er adskilt fra andre isbjørnebestande. Dermed er antallet af isbjørne bestande i verden steget til 20.
Pingortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) har i flere år samlet data ind for at finde ud af, om der i virkeligheden findes mere end en isbjørnebestand i det enorme område i Østgrønland.
Og det gør der altså er konklusionen på den nye forskning, som offentliggøres fredag 17. juni i tidsskriftet ”Science”.
Pingortitaleriffik har med forskere fra USA og Norge gennemfløjet kyster og fjorde i Østgrønland fra Prins Christians Sund i syd til Kap Morris Jessup i nord for at mærke isbjørne og tage biopsier (vævsprøver) fra dem. En af forskerne bag studiet fortæller at befolkningen har været en vigtig del af at få afdækket den nye bestand.
- Fangerne fra Østgrønland har altid vist, at der er isbjørne langs hele kysten, og vi fandt bjørnene præcis hvor fangerne sagde, at vi skulle lede. Det som er nyt er, at disse isbjørne ikke blander sig med de andre isbjørne i den store bestand i Midt- og Nordøstgrønland, fortæller afdelingschef i Afdeling for Pattedyr og Fugle, Fernando Ugarte til Sermitsiaq.AG
- Det er også interessant at de aller fleste isbjørne der fanges i Ittoqqortoormiit, Tasiilaq og Sydgrønland kommer fra den store bestand i Nordøstgrønland, og ikke fra den ny, lille bestand I Sydøstgrønland.
Det viser sig at bestanden i Sydøstgrønland er genetisk den mest distinkte af verdens isbjørnebestande, og den synes at være tilpasset de ekstreme forhold i Sydøstgrønland, hvor den kun har mulighed for at jage på havisen få måneder af året.
Holder sig mere "hjemme" end andre bestande
Satellitsporing af voksne hunner i perioden 2015-2022 viser, at isbjørnene i Sydøstgrønland i modsætning til isbjørne i andre bestande, der jager i store områder, mest holder sig ”hjemme”.
De bevæger sig på isen inde i de dybe fjorde eller oppe i fjeldene for at komme til nabofjorde. Det viser sig dog, at omkring halvdelen af de dyr, der blev sporet med satellitsendere, blev ”fanget” i drivisen i den Østgrønlandske Strøm og ført mere end 200 km sydover. Imidlertid kunne de ”hoppe af” isstrømmen og vandre nordpå og tilbage via land og Indlandsisen til de fjorde de kom fra.
De nye data blev suppleret med lignende data indsamlet over en 35 års periode under diverse studier af isbjørne i Østgrønland. Desuden indgik vævsprøver indsamlet af de østgrønlandske fangere fra deres isbjørnejagter i de genetiske analyser.
Bestanden i Sydøstgrønland, der kun har adgang til havis nogle få måneder om året, overlever ved at jage fra isbjerge og klumper af ferskvandsis, der vælter fra gletschere ned i de sydøstgrønlandske fjorde.
Endnu en bestand skal nu forvaltes
Tidligere har der kun været meget få studier af isbjørne i området syd for Tasiilaq, fordi området er ubeboet og vejrforholdene er ekstremt barske og uforudsigelige på alle tider af året.
Det er nu op til de grønlandske forvaltningsmyndigheder at tage stilling til, hvordan den nyopdagede og særegne isbjørnebestand i Sydøstgrønland skal forvaltes.
For Østgrønland er der en årlig kvote for, hvor mange isbjørne, der må nedlægges af lokale jægere med licens. I 2022 er kvoten på i alt 69 isbjørne. Kvoten udnyttes i de tre områder: Ittoqqortoormiit/Scorebysund, Tasiilaq-området, og i Sydvestgrønland, hvortil nogle isbjørne bringes med isstrømmen fra Østgrønland syd om Nunap Isua/Kap Farvel.