Forskere får pris for Grønlands-arbejde

Kortlægning af klimaforandringernes betydning for nedbrydning af kulturarv i Grønland har givet forskere fra blandt andet Grønlands Nationalmuseum en fornem pris.

Forskningsprojektet Remains of Greenland har undersøgt, hvordan kulturarven i Grønland påvirkes af klimaændringer.

Forskernes resultater er blevet hædret af European Association of Archaeologists (EAA) med den prestigefyldte pris European Heritage Prize.

Det oplyser det danske Nationalmuseum.

- Med Remains of Greenland har Danmarks og Grønlands Nationalmuseer ydet et vigtigt og nuanceret bidrag til at forstå klimaændringernes effekt på den arkæologiske kulturarv. REMAINS tilbyder en tydelig relevans i nutidens dialog om klimaforandringer og disses effekt på det arkæologiske landskab, hedder det i EAA’s begrundelse for prisuddelingen.

6.000 arkæologiske lokaliteter

Remains of Greenland-projektet har kigget på, hvordan forandringer i klimaet fører til erosion af jorden og afsmeltning af permafrosten.

Den udvikling øger nedbrydningen af det kulturhistoriske genstande i den grønlandske jord:

- Som blandt andet omfatter over 6.000 registrerede arkæologiske lokaliteter, der kan gøre os klogere på hvordan mennesker har levet, skriver Nationalmuseet.

Siden 1999 har en uafhængig komité hvert år tildelt European Heritage Prize til et bemærkelsesværdigt bidrag til udbredelsen af viden om arkæologiens fremme og bevaring og til beskyttelse og præsentation af den arkæologiske arv i Europa, oplyser Nationalmuseet.

Det er første gang, at prisen går til et projekt på en kulturhistorisk institution i Danmark og Grønland.

Powered by Labrador CMS