Fornem miljøpris til Grønland
Under en tv-transmitteret prisuddeling i Oslo blev det tirsdag eftermiddag afsløret, at naturressourcerådet i Attu vandt Nordisk Råds miljøpris 2018.
En indsats for havmiljøet, som lokale fiskere og fangere står bag i Naturresourcerådet i Attu, udløste international anerkendelse, da en repræsentant fra rådet modtog Nordisk Råds miljøpris 2018.
Det skete i skarp konkurrence med ni andre nominerede.
Vinderen af miljøprisen blev offentliggjort i Oslo, og prisen er på 350.000 kroner.
Derfor fik de prisen
Hele hovedideen med projektet er at udnytte de lokale fangere og fiskeres observationer, hvor forskerne må give op, fordi de af gode grunde ikke kan være overalt i Grønland.
De lokale foretager observationer af naturen, foreslår forvaltningstiltag og bidrager samtidig til forskningsarbejdet og sikrer på den måde et lokalt medansvar.
- Naturressourcerådet er et vigtigt eksempel på, hvordan man tager ansvar for naturen og naturressourcerne. Fiskernes observationer bidrager med viden om havmiljøet, bedre forvaltning og lokalt ansvar for miljøstyring. Naturressourcerådet skaber socialt fællesskab og øger vekselvirkningen mellem borgere og videnskab, står der i indstillingen på Nordisk Samarbejdes hjemmeside, hvor man bemærker, at Attu-initiativet kan skaleres til andre nordiske lande og globalt.
Initiativet har bredt sig ud til adskillige bygder i Grønland. Der sidder otte personer i Naturressourcerådet i Attu, men 90 personer er optrænet og placeret rundt om i deres lokalområde og kan hjælpe med en bæredygtig forvaltning af den grønlandske natur.
Det var koordinatoren fra Attu Per Ole Frederiksen, der modtog prisen sammen med en repræsentant fra kommunen og Selvstyret.
Årets tema
Årets tema for den nordiske miljøpris var initiativer, som beskytter livet i havet.
Læs mere om projektet på denne hjemmeside