Formodet storsvindler anholdt i Sydafrika

Britta Nielsen, der er sigtet for at have svindlet for 111 millioner kroner i den danske socialstyrelse, er blevet anholdt

Flugten er forbi for den hovedmistænkte Britta Nielsen i sagen om svindel i Socialdstyrelsen for 111 millioner kroner.

Mandag morgen er hun blevet anholdt i Sydafrika.

Det oplyser Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kendt som Bagmandspolitiet - i en pressemeddelelse.

Den 64-årige mistænkte blev anholdt i en lejlighed i den sydlige del af Johannesburg omkring klokken 05.30 mandag morgen.

Efterforskere fra Bagmandspolitiet var til stede under anholdelsen, som blev foretaget af de sydafrikanske myndigheder.

Anholdelsen kunne ske på baggrund af oplysninger fra Bagmandspolitiet, oplyses det.

Desuden har den danske ambassade i Sydafrika hjulpet med værdifuld bistand til Bagmandspolitiet i kontakten med de lokale myndigheder.

Britta Nielsen er mistænkt for at have svindlet Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.

Hun var i 40 år ansat i Socialstyrelsen, og her mistænkes hun for at have overført penge til sin egen konto.

Pengene er taget fra blandt andet satspuljemidler, der er øremærket til udsatte grupper.

Hun har været internationalt efterlyst i sagen, der kom frem i offentligheden i begyndelsen af oktober.

Anholdelsen betragtes som et gennembrud i sagen, oplyser politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra SØIK.

- Flugten er forbi. Den hovedmistænkte er anholdt. Det er resultatet af et målrettet internationalt samarbejde mellem SØIK og en række internationale myndigheder.

- Der er nu håb for, at vi kan få en endelig opklaring - og få svar på, hvor resten af de forsvundne millioner er, siger Thomas Anderskov Riis.

Danmark sender nu en officiel anmodning om at få Britta Nielsen udleveret.

I sagen er en mand i forvejen anholdt. Han mistænkes for hæleri af særlig grov beskaffenhed, da han menes at have haft en hovedrolle i forhold til at bruge pengene.

Han er ligeledes blevet anholdt i Sydafrika, og han kræves også udleveret til Danmark.

Desuden er to kvinder sigtet for hæleri. Der har ikke været krav om fængsling af dem.

Der er i sagen navneforbud i forhold til de tre hælerisigtede.

Powered by Labrador CMS