Formand for KNAPK: Indhandlingsstederne i Syd bør udvikles
Jollefiskerne i Kujalleq kan fiske tre tons torsk om dagen. Desværre kan de kun indhandle hver sjette dag. Hvis fiskerierhvervet skal udvikles er der to ting, som bør ordnes, det mener den nye formand for KNAPK.
Fiskerne i Kujalleq har meget svært ved at udvikle sig indenfor erhvervet, da de mangler indhandlingssteder. Indhandlingsstederne modtager kun friske fisk hver sjette dag.
- Det er selvfølgelig svært for os, at skulle købe det nødvendige udstyr for at udvikle vores fiskefartøjer, når vores indhandling er begrænset. Hvis jeg kunne indhandle mere, så ville jeg have bedre chance for at investere mere, fortæller fisker og formand for den lokale fiskerforening, Jens Peter Kielsen.
KNAPK’s nye formand Nikkulaat Jeremiassen ser to konkrete ting, som forhindrer udvikling af fiskeriet i syd.
- Hvis ikke indhandlingsstederne udvikles, så kan fiskerne heller ikke fiske mere. Men indhandlingsstederne skal også sikre deres indtægter for at kunne køre rundt. Derfor bør Kommune Kujalleq blive set særligt på af Naalakkersuisut, da der ikke har været udvikling i flere år, siger Nikkulaat Jeremiassen til Sermitsiaq.AG.
En ond cirkel
Nikkulaat Jeremiassen mener, at sydgrønlandske fiskere er gået tabt i forhold til udviklingen af deres fartøjer. De har ikke råd til at købe fiskekuttere, som kan fiske ude på det åbne hav i flere dage.
- Når der fiskes kystnært bruges jollerne, men de kan ikke sejle længere ud på havet for at fiske mere uden større fartøjer. Det er en ond cirkel, der kører rundt hernede. Når de ikke har råd til at fiske i lidt større fartøjer kan de ikke skabe støtte indtægter for indhandlingsstederne, siger formanden for KNAPK.
- Men hvad nu hvis der ikke er fisk nok?
- Jeg synes ikke, det er realistisk, hvis vi skal sige at der ikke er fisk. Klimaforandringerne medfører forskellige arter af fisk. Når andre fisk forsvinder kommer der andre fisk til. Dette bør vi også huske på, siger Nikkulaat Jeremiassen.
KNAPK’s formand understreger, at Naalakkersuisut bør træde til for at sikre bedre vilkår for fiskerne i den sydlige del af landet.