Forkæl din bil fra inderst til yderst

Bilplejecenter åbnet i Nuuk.

Rengøring af bilen er noget af det sidste, vi bilister gider. Vi har aldrig tid bruger vi tit som undskyldning. I stedet vil vi hellere køre rundt i møjbeskidte biler - både indvendig og udvendig.

Det kan der nu rådes bod på - i hvert fald, hvis man bor i Nuuk. Vi kan nemlig overlade bilren­gøringen til andre og samtidig forkæle vores bil, så den ser ud som ny.

Det er reklamemanden Bo Kleffel og Thomas Hen­riksen, der har fået den idé at åbne et bil­pleje-center. Et center, hvor biler kan få en gennemgribende »ansigtsløftning« fra inderst til yderst.

- Vi bilister har altid for travlt til at bruge vores tid på at rengøre vores biler. Mærkeligt nok bruger vi gerne tid på at rengøre og pleje vores lyst­både. Men bilen - nej, den bruger vi helst ikke tid på. I stedet kører der massevis af biler, som måske ikke har været i nærheden af en klud i flere måneder. Derfor fik jeg og Thomas den idé at åbne Grønlands første bilpleje-center i Nuuk, fortæller Bo Kleffel.

Bakteriebomber
- Vi snakker så meget om renlighed i dagens Grønland, men er I klar over, hvor mange biler, der er tikkende bakteriebomber og kører rundt på byens veje. Det kan vi i dag bekræfte, efter at vi har rengjort flere brugte biler. Det er utroligt, hvad vi udsætter vores biler for.

Mange bilister anser sikkert rengøring af biler som besværlig, fordi man ikke kan komme vidt omkring i de små rum. Men det har Bo og Thomas ikke noget imod. De plejer gerne din bil med total rengøring af sæder, måtter, gulvtæpper og bagagerum. Selv gummilister og falser får en tur med kluden. Lugtegener fra to­baksrøg, hunde- eller kattetis kan de to ejere også fjerne helt. Bilens yderste kan de to også få til at skinne med dybdepolering.

- En bilpleje, der kan skabe ægte køreglæde, som Bo udtrykker det.

De to bilplejere har gennemgået et lynkursus i rengøring af biler og i brug af de forskellige rengørings- og poleringsmidler - så bilen dufter ren og frisk - som ny.

Private kunder
I Danmark er bilpleje-værksteder meget udbredt. Bo og Thomas’ bilplejeværksted, som de har navngivet »Nuuk Bilpleje Center« er tværtimod det første i Grønland.

- Vores idé har været rigtig. I dag må vi sige, at vi allerede har succes med vores lille bilpleje- center, siger Bo Kleffel.

Indtil nu har de to bilplejere kun haft erhvervskunder og kunder fra autoværksteder, som skal have piftet brugte biler op før de sælges videre. I næste uge åbner de dørene op for private kunder.

- Det gør vi, da der også er stor efterspørgsel fra private kunder. Faktisk hurtigere end vi havde regnet med, siger Bo Kleffel, der selv står med bilstøvsugeren og rengøringsspanden i sit bilplejefirma.

- Nu er tiden kommet til, at vi fastansætter to medarbejdere. Det vil også betyde, at vi kan holde åbent alle hverdage. I dag står Thomas og jeg selv for bilplejen samtidig med, at vi arbejder i vores andet firma, siger bilplejer Bo Kleffel.

Powered by Labrador CMS