Forfatningskommission får et år ekstra
Forfatningskommissionen har for nylig fået godkendt, at arbejdet med at lave en forfatning forlænges yderligere. Denne gang med et år.
Naalakkersuisut har accepteret, at Forfatningskommissionens arbejde først skal være afsluttet senest ved udgangen af 2022 – et år senere end planlagt under det seneste kommissiorium, der blev godkendt tilbage i marts 2019.
Det var på et Naalakkersuisut-møde den 11. februar, at anmodningen fra Forfatningskommissionen blev godkendt.
Omtumlet forløb
Dermed ser det ud til, at det langstrakte forløb med Forfatningskommissionen, der har været igennem et omtumlet forløb, vil koste skatteyderne yderligere et millionbeløb.
I 2021 er der afsat knap to millioner kroner til Forfatningskommissionens arbejde. Det fremgår af referatet fra Naalakkersuisut-mødet, at man nu vil indarbejde de nye ekstraomkostningerne til kommissionens arbejde i den kommende finanslov for 2022.
Der gives i referatet ikke nogen begrundelse for, hvorfor arbejdet skal forlænges. Men det vil næppe overraske nogen, hvis forklaringen er de forskellige corona-restriktioner, der har stukket en kæp i hjulet på at inddrage borgerne via borgermøder rundt om i landet.
Siumuts Ineqi Kielsen er formand for kommissionen.