Gå til hovedindhold

Forfatning: Ingen løn og bolig til formand

Den gamle forfatningskommission lå fra starten underdrejet, og det blev ikke bedre af, at spørgsmålet om løn og bolig til daværende formand Vivian Motzfeldt pludselig blev rejst. Et krav der ikke går i opfyldelse i det nye kommissiorium for Forfatningskommmissionen version 2.0.

Der er ingen særlige honorarer til medlemmerne i Forfatningskommissionen, hvis disse er valgt ind i Inatsisartut eller er ansat som embedsmænd i centraladministrationen eller kommunerne. Det fremgår af kommissoriet, som Sermitsiaq.AG har fået indsigt i.

Ingen bolig og løn

Et ønske om at stille embedsbolig og et særligt vederlag til den nu tidligere formand er der ikke flertal for i det nye kommissorium.

- Grundlæggende synes jeg ikke, at spørgsmålet om vederlag til formanden i sig selv er særlig interessant i forhold til opgaven med at skabe Grønlands fremtidige forfatning. Men det er da korrekt, at der i en tidligere finanslov var hjemmel til, at der under nærmere vilkår kunne ydes formanden for kommissionen et særskilt vederlag samt eventuel afholdelse af udgifter til en embedsbolig, oplyser Vittus Qujaukitsoq til Sermitsiaq.AG. Han er ressortansvarlig for Forfatningskommissionen som Naalakkersuisog for Finanser.

Uhensigtsmæssig debat

Han mener, at debatten om løn og bolig til Vivian Motzfeldt var uhensigtsmæssig, fordi fokus blev flyttet fra det ”væsentligste”, som han udtrykker det fremfor indholdet af en kommende forfatning.

- Set i det lys er jeg godt tilfreds med, at der med det nye kommissorium alene er lagt op til en særskilt honorering af formanden for kommissionen i henhold til vederlagslovens regler, såfremt og hvis arbejdet med forfatningen udvikler sig til at blive særlig byrdefuldt. Som udgangspunkt forventes der således ikke knyttet et vederlag til stillingen, understreger Vittus Qujaukitsoq.

Detaljeret beskrivelse

Kommissoriet beskriver meget deltaljeret, hvem der kan sidde i kommissionen, så der ikke senere vil optræde fortolkningssplid om regelsættet, hvis et medlem må melde forfald under det kommende arbejde.

Partierne indstiller en mand og en kvinde hver. Og det er så op til Naalakkersuisut at udpege syv personer, så ligestillingsloven om ligelig kønsfordeling respekteres. Partiets kandidat, der ikke får sæde, skal i stedet agere stedfortræder.

Det største parti ved seneste valg – Siumut – får lov til at udpege formanden. Næstformanden bliver medlemmet, der er udpeget af IA, som det næststørste parti.

Så er der spørgsmålet om tilforordnede, som forventes at have ekspertviden om folkeret eller nation building, som det udtrykkes i kommissoriepapirerne.

Her er det besluttet, at Naalakkersuisut kan udpege to til fire medlemmer, hvoraf mindst en er ekspert i folkeret.

Forfatningskommissionen har ligeledes mulighed for at udpege to til fire faste tilforordnede. Og de partier, der står uden for koalitionen, kan samlet set indstille en tilforordnede.

De kan få vederlag

Ved Inatsisartutvalg udskiftes de tilforordnede ikke, men i modsætning til det gamle kommissiorium fra 2017 vil de blive honoreret for deres arbejde i lighed med de medlemmer af Forfatningskommissionen, der ikke har sæde i Inatsisartut eller er embedsmænd i Selvstyret eller en af kommunerne.

- Kommissionsmedlemmer og tilforordnede, som ikke er folkevalgte Inatsisartut-medlemmer eller embedsmænd, vil modtage lovbestemt vederlag for hver dag, de deltager i kommissionsmøder inklusive forberedelsesdage. Honoreringen ligger i størrelsesordenen 1350 kroner dagligt (før skat, red.), oplyser Vittus Qujaukitsoq.

Ekspert-bistand på ad hoc-basis

Kommissionen kan tilknytte eksperter på ad hoc-basis, men det er besluttet, at de tilforordnede og sagkyndige ikke kan deltage i den endelige beslutningstagning om indholdet i forfatningsudkastet.

Læs hele sagen:

  1. Forfatningsarbejde kan skydes i gang
  2. Kønsfordeling i ny kommission tages alvorligt
  3. Immikkoortoq assortuussutaasoq peerneqartoq
  4. Omstridt punkt er skrottet
  5. Siulittaasoq akissarsiaqaranilu ineqartinneqassanngilaq
  6. Kalaallit inuiaat kikkuuppat?
  7. Hvem er det grønlandske folk?
  8. Ilisimasallit isumalioqatigiissitaq ikiussavaat
  9. Eksperter skal hjælpe Forfatningskommission
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER