omsorgssvigt

Foreslår loft over antallet af socialsager

Tjenestemandsforbundet AK kan genkende billedet af store sagsbunker på det sociale område

Det er ikke unormalt, at en socialrådgiver i en kommune har 100 sager på sit bord, oplyser AK

Det er ikke unormalt, at en socialrådgiver eller en sagsbehandler i socialforvaltningerne i kommunerne i runde tal har 100 sager på deres skriveborde.

Overrasket
Alligevel er formanden for tjenestemandsfagforbundet Atorfillit Kattuffiat (AK), Dina Olsen, overrasket over mængden af sager på børne- og ungeområdet i Tasiilaq, hvor tre medarbejdere sidder med i alt 520 sager.

Læs: Over 500 børnesager i Tasiilaq

- Det er et ekstremt tal. Og det er ikke acceptable arbejdsvilkår for hverken socialrådgivere eller sagsbehandlere, understreger formanden over for Sermitsiaq.AG.

Egen undersøgelse
Kendskabet til sagsbunker på i runde tal 100 sager pr. medarbejder stammer fra en undersøgelse, som socialrådgivernes forening i AK, Nunatsinni Inunnik Isumaginninnermik Siunnersortit Ilinniarsimasut Peqatigiiffiat (NIISIP), har gennemført.

Overenskomstforhandling
AK og NIISIP har for nyligt fremlagt deres krav for de offentlige arbejdsgivere i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger. Og her foreslår organisationerne blandt andet, at der bliver indført et loft over antallet af sager, som hver medarbejder kan have.

Investering
- Kommer vi igennem med det krav, vil det hjælpe meget på forholdene og forhåbentlig betyde, at det bliver nemmere at rekruttere og fastholde de ansatte, siger AK-formanden.

- Vi skal se det som en investering, hvor flere ressourcer på området skal forhindre, at problemerne i en familie vokser sig så store, at det for eksempel er nødvendigt at sende børn på en døgninstitution. Det er en både drastisk og dyr løsning, fremhæver Dina Olsen.

Powered by Labrador CMS