mineralefterforskning
Foreslår helt ny bestyrelse i Nunaminerals
Aktionærerne i selskabet, der er i betalingsstandsning, skal blandt andet forholde sig til, hvordan virksomheden får ny kapital
Efter at have været i betalingsstandsning siden maj, er der chance for, at mineralefterforskningsselskabet Nunaminerals kan begynde at se lysere på fremtiden.
Læs: Forsøg på at redde Nunaminerals
Generalforsamling
Virksomheden har indkaldt til ordinær generalforsamling onsdag den 25. november i Nuuk, hvor det blandt andet står klart, at den nuværende bestyrelse ikke genopstiller.
Tre nye
I stedet foreslår bestyrelsen valg af tre nye bestyrelsesmedlemmer:
- Allan Biggar, 52 år, der har en baggrund inden for PR og den såkaldte brand management industri, hvor han har rådgivet store selskaber som Google og Coca-Cola på ledelsesniveau om forretningsstrategi og kommunikation.
- David Winduss, 53 år, der har en baggrund inden for køb af børsnoterede og private virksomheder, fremskaffelse af finansiering, finansiel styring m.m.
- Chris Williams, 50 år, der har en baggrund inden for ledelse, og som blandt andet har en omfattende erfaring inden for underholdningsbranchen, sikkerhedsbranchen samt reklame- og mediebranchen.
Læs: Direktør Ole Christiansen forlader Nunaminerals
Kapitalforhøjelse
Selskabets bestyrelse foreslår desuden en tre-trinsraket, der skal forhøje aktiekapitalen.
To øre værd
I første omfang bliver den såkaldt nominelle aktiekapital sænket, så en aktie formelt set ikke længere er 10 øre værd, men blot to øre. På denne måde bliver den nominelle aktiekapital sænket med 2,2 millioner kroner til 551.800 kroner, der skal dække underskuddet ved nedsættelsen af aktiernes værdi.
83 millioner aktier
Næste skridt bliver derefter at udstede 82,9 millioner aktier til den nye pålydende værdi på to øre pr. aktie, hvorefter aktiekapitalen bliver hævet med nominelt 1,7 millioner kroner.
Kim Kielsen om Nunaminerals: De har ikke sikret deres overlevelse
Aktierne bliver sat til salg til markedsprisen, der ventes at være tre gange så høj som den nominelle værdi. På denne måde får den nye kreds af ejere, der vil drive Nunaminerals videre, adgang til at købe billige aktier, der samtidig sikrer mineralefterforskningsselskabet ny arbejdskapital.
Ikke fortrinsret
De eksisterende aktionærer, der blandt andet tæller Selvstyret, har ifølge forslaget ikke ret til på forhånd at købe aktier til den nye, billigere pris. Denne betingelse er et af elementerne i forslaget til omstrukturering af selskabet, hvor Selvstyret har deltaget i forhandlingerne.
Gæld til aktier
Derefter bliver selskabets aktiekapital forhøjet med yderligere nominelt 1,5 millioner kroner. Denne manøvre skal sikre, at kreditorer, der i dag har penge til gode hos Nunaminerals, får betaling i form af billige aktier, de kan sælge på markedet.
Selskabet udsteder på denne måde op til 73,5 millioner nye aktier, som hver har en pålydende værdi på to øre. På denne måde øges selskabets nominelle aktiekapital til 3,7 millioner kroner.
Flertal?
Det er endnu uklart, hvorvidt alle parter, der har deltaget i forhandlingerne om Nunaminerals’ fremtid, er enige i forslagene.
Hele planen om aktieudvidelsen kræver, at aktionærer, der repræsenterer to tredjedele af aktiekapitalen, stemmer for. Og da Selvstyret ejer i runde tal 31 procent af aktierne, vægter Naalakkersuisuts holdning tungt i denne sammenhæng.
Læs: Sermitsiaq: Vi har intet at berigtige
GMM
Det er den britiske virksomhed Greenland Mining Management (GMM), som ønsker at overtage kontrollen med virksomheden.
Selskabet, der har den britiske investor Patrick Newman i spidsen, har siden en ekstraordinær generalforsamling i januar arbejdet på at få den kriseramte virksomhed på ret køl. Og GMM har siden betalingsstandsningen betalt over 1,5 millioner kroner til Nunaminerals’ drift, så blandt andet årsrapporten kunne blive færdig.
Læs: Kriseramte Nunaminerals løfter sløret for fremtiden