Børn og unge
Foreningen Grønlandske Børn har fået helt ny top
Der er nu fundet blandt andet en ny generalsekretær og en ny bestyrelsesformand for organisationen
Det kom i januar frem, at et længerevarende genoptræningsforløb betød, at Tina Frausing måtte stoppe efter efter næsten otte år som generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn.
Nu oplyser Foreningen Grønlandske Børn, som arbejder for og med udsatte grønlandske børn i både Grønland og Danmark, at organisationen har fået blandt andet en ny generalsekretær og en ny bestyrelsesformand.
I begge tilfælde er der tale om erfarne kvinder, som allerede er kendt i organisationen og netværket.
Læs: Foreningen Grønlandske Børn skal have ny generalsekretær
Ny generalsekretær
Vicegeneralsekretær Puk Draiby er således udpeget til ny generalsekretær, mens næstformand Kirsten Bitsch er valgt til ny formand for bestyrelsen.
Som øverste leder i det daglige erstatter Puk Draiby generalsekretær Tina Frausing, som tidligere i år fratrådte af helbredsmæssige årsager. 47-årige Puk Draiby kom til Foreningen Grønlandske Børn i 2012 som ny vicegeneralsekretær fra Socialt Udviklingscenter SUS.
Puk Draiby, der er antropolog, har siden 2004 arbejdet med spørgsmålet om, hvordan man støtter socialt udsatte grønlændere.
Og ny bestyrelse
Bestyrelsens nye frontfigur er tidligere børne- og kulturdirektør i Nuuk, Kirsten Bitsch, som erstatter advokat Mads Thyregod som formand. Kirsten Bitsch har været næstformand i bestyrelsen de seneste tre år og været medlem af bestyrelsen for Foreningen Grønlandske Børn siden 2006.
- Foreningen Grønlandske Børn har taget vigtige og markante skridt frem under Tina Frausings og Mads Thyregods ledelse. Vi vil derfor rette en stor tak til dem begge. Vi vil også gerne takke Christian Stadil og Aviâja Helms, som begge har lagt et stort arbejde i vores bestyrelse, og som udtræder nu, siger den nye bestyrelsesformand, Kirsten Bitsch, i en pressemeddelelse.
De to bestyrelsesposter er nu overtaget af Nauja Bianco og Thomas Tyt Mogensen.