Foreløbig konklusion: Tre omkom i brand

Politiets efterforskning viser, at tre personer omkom i fredagens brand i Ukussisat. Foreløbig peger intet på, at en kriminel handling er årsag til branden.

Branden i Ukussisat fredag i sidste uge kostede tre mennesker livet. Det viser den foreløbige efterforskning, skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Sermitsiaq.AG kunne i weekenden fortælle, at det ifølge flere lokale kilder drejede sig om en lille familie - en kvinde, hendes samlever og deres lille barn.

Grønlands Politi bekræfter overfor Sermitsiaq.AG, at de tre omkomne er et barn samt en kvinde og en mand. De tre boede i det nu brændte hus.

I alt seks personer opholdt sig i huset, da branden opstod. Tre personer blev reddet ud af huset og evakueret til Nuuk for at blive behandlet for røg- og brandskader. De er uden for livsfare.

Intet tyder på kriminel handling

Politiet kan ikke udtale sig om de tre evakueredes tilknytning til de tre omkomne, som ifølge Sermitsiaq.AG's oplysninger er forældrene til den omkomne kvinde, samt deres barnebarn.

Politiet oplyser videre, at intet peger på, at en kriminel handling skulle være årsag til branden:

- Politiet efterforsker fortsat bredt og afventer nu de nærmere undersøgelser, står der i meddelelsen.

Onsdag aften ankommer brandteknikere, retsmediciner og retsantropolog fra Danmark til Ukkusissat.

Powered by Labrador CMS