Forbudsgrønland – nej tak

Politisk ordfører for Demokraterne, Anda Uldum, gør i dette debatindlæg det klart, hvilke værdier Demokraterne bygger på

Politisk ordfører for Demokraterne, Anda Uldum, gør i et debatindlæg det klart, hvilke værdier Demokraterne bygger på. Foto: Leiff Josefsen

- Hvis man bor på kollegium i Aasiaat, er det forbudt at have alkohol på sit værelse. Hvis man bor i Østgrønland, er det forbudt overhovedet at købe spiritus. Stærke kræfter i samfundet taler helt seriøst om at forbyde energidrikke. Helt ærligt; vi er nødt til at stoppe med at forbyde alting. Demokraterne siger nej tak til et forbudsgrønland.

Sådan indleder politisk ordfører for Demokraterne, Anda Uldum, et debatindlæg oven på den seneste tids historier om netop de nævnte ting med forbud.

- Vort land er i desværre ved at udvikle sig i en retning, hvor det er, som om at forbud er den bedste løsning på alle vores problemer. Det virker, som om at det nogle gange er for svært og for kompliceret at løse et problem, og derfor vælger man den nemme løsning, som er et forbud.

- Den tendens skal stoppes. Forbud skal altså være sidste udvej – også når det bliver svært. Demokraterne har fuld forståelse for, at hovedformålet med at gå på GU er at få sig en ungdomsuddannelse, men de fleste af os kan altså også godt huske, at en del af det at være ung er at feste og drikke. Uanset, hvor mange forbud man indfører, så afholder det ikke unge mennesker fra at drikke og feste.

- Hvis nogen tror, at festerne og drikkeriet i Aasiaat er stoppet, fordi der ikke må være alkohol på kollegiet, så kan de godt tro om igen. Festerne er bare rykket et andet sted hen. Det er jo fint for kollegiet i Aasiaat – det er bare dumt at bilde sig selv ind, at man har løst noget som helst problem, skriver Anda Uldum.

Palle Christiansen: Alkoholforbud er i orden
For få dage siden fastslog medlem af naalakkersuisut for uddannelse Palle Christiansen, Demokraterne, over for Siumuts Kristian Jeremiassen, at naalakkersuisut ikke vil skride ind over for alkoholforbuddet på gymnasiet i Aasiaat, eftersom naalakkersuisut finder GU-Aasiaats alkoholforbud helt i orden, da forbuddet blandt andet medfører færre problemer.

- Det fremgår således af lovgivningen, at det er op til den enkelte kollegieadministration selv at fastlægge det nærmere indhold af de ordensregler, der skal gælde for kollegiet, forklarede Palle Christiansen.

Læs "Alkoholforbud på GU fortsætter"

Læs "Nul sprut i Østgrønland"

Forbud rammer alle
Ifølge Anda Uldum fremhøver tilhængere af forbud altid de gode ting, som et forbud har medført.

- I tilfældet med forbuddet mod alkohol på GU Aasiaats kollegier er det ting som mindre vold og mindre hærværk. Det kan vi vel alle være enige om er godt. Men i rusen over disse sejre glemmer vi, at forbuddet rammer alle andre, der godt kan styre sig, påpeger Anda Uldum.

- Det rammer den 20-årige, der ikke kan drikke en kold øl, mens han ser Premier League på sit værelse. Det rammer det 19-årige kærestepar, der ikke kan dele en flaske rødvin i stearinlysenes skær. Og det rammer de 18-årige veninder, der ikke må nippe til et glas hvidvin, når de har gensidige kærestesorger. Det er ikke retfærdigt, at vi som samfund forbyder os ud af problemerne, når vi i høj grad rammer et stort, tavst flertal. Vi er nødt til at have tillid til, at voksne mennesker er i stand til at træffe fornuftige beslutninger og til at tage vare på sig selv, mener Anda Uldum.

Alle har et medansvar
- Den samme problematik gør sig gældende med spiritusforbuddet i Qaanaaq og Østgrønland. Min gode kollega Justus Hansen har mange gange påpeget det uretfærdige i, at man med et forbud rammer de mennesker, der rent faktisk har et fornuftigt forhold til alkohol. Det er og bliver den forkerte vej at gå.

- Demokraterne vil ikke være med til at skabe et samfund, hvor forbuddene står i kø. Vi vil meget hellere skabe et samfund, hvor det er godt og sjovt at være. Sådan et samfund skaber man ikke ved at udstede forbud, når problemerne er opstået. Sådan et samfund skaber man ved konstant at have fokus på de problemer, der kan opstå.

- Med hensyn til alkohol er vi nødt til at erkende, at pædagoger, lærere og ikke mindst forældre har et kæmpeansvar og en kæmpeopgave med at lære børn og unge, hvordan man omgås alkohol, og hvordan man opfører sig. Hvis vi alle bliver bevidste om det ansvar, så tror og håber jeg, at diskussionen i fremtiden kommer til at dreje sig om, hvilke forbud vi skal ophæve, siger Anda Uldum.

Powered by Labrador CMS