Forældre: Pillemisbrug førte til vores søns selvmord

Politiker råber vagt i gevær om pillemisbrug blandt unge. Forældre til en 17-årig står frem med sønnens historie, fordi de ønsker at sætte fokus på problemet.

Offentliggjort

Methylphenidat, bedre kendt som Ritalin, er i omløb på det sorte marked.

Det skriver Anna Wangenheim fra Demokraatit i et opslag på Facebook. En påstand, som Grønlands Politi og landslæge Henrik L. Hansen bekræfter over for Sermitsiaq.AG.

- Medicin skal ikke bruges som rusmiddel og skal ikke sælges til uvedkommende. Det kan få konsekvenser for dem, der virkelig har brug for det.

Sådan indleder politikeren med henvisning til Ritalin-pillerne, som bliver udskrevet til behandling mod narkolepsi og adhd. Wangenheim understreger, at vi som samfund har fået større indsigt og fokus psykiske sygdomme, og at det er positivt.

Angst og selvmordstanker

Samtidigt slår hun fast, at der er en bagside: Misbrug af receptpligtig medicin.

- Desværre findes der mennesker i vores samfund - også blandt udefrakommende, der ukontrolleret udnytter og misbruger medicinen, skriver Anna Wangenheim.

Hun er bekymret for, om konsekvensen kan blive, at det bliver svært for mennesker med adhd at få recept til medicinen.

Ritalin giver i store doser en ruslignende tilstand, som minder om amfetamin eller kokain; opstemthed, forbedret humør, øget selvtillid og mindre behov for søvn og mad.

Når rusen aftager kommer oftest en nedtur præget af ekstrem træthed og depression, oplyser Sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside. Ved indtagelse af store doser gennem længere tid kan der desuden være risiko for udvikling af psykoser med paranoide reaktioner. Ritalin kan også give selvmordstanker og angst, fremgår det.

Helt nede i kulkælderen

Symptomer, som to forældre, i sommer bemærkede hos deres teenagesøn.

- De (sønnen og vennerne, red.) knuste pillerne og sniffede dem, fortæller faren.

En viden, som han og hustruen har tilegnet sig efter, at de har fået adgang til deres søns sociale medier. Her står det klart, at Ritalin har været i omløb blandt vennerne til den nu afdøde teenager, der har begået selvmord tilbage i oktober.

Forældrene ønsker ikke at stå frem med navn, men Sermitsiaq.AG er bekendt med deres identitet.

- Jeg er forbavset over, at så mange gør det (misbruger Ritalin, red.) Det er udbredt. Jeg kender folk, som siger, at de får dem (pillerne, red.) fra en trawler, som sejler til og fra byen en gang om måneden, siger faren.

Rusmiddel til fest og byture

Forældrene var i en periode op til hændelsen meget bekymrede for deres søn og ekstra opmærksomme på hans færden.

- Knægten har aldrig nævnt, at han ville begå selvmord, men den aften, det skete, var han helt væk, fortæller faren.

- En nær ven af familien fortalte mig efterfølgende, at de plejede at tage pillerne, når de holdt fest og tog i byen, så de kunne holde længere. Vi kunne mærke, at han oftere var meget ked af det og ændrede adfærd, men han turde ikke snakke med os om det.

- Før i tiden vågnede han klokken 6 om morgenen, inden han skulle på arbejde, men siden i sommer, hvor han prøvede det for første gang, blev han sløvere og sløvere og blev nogle gange væk fra jobbet.

Ønsker at forebygge

Forældrene forklarer, at når sønnen fik besked på at hjælpe til med de huslige pligter, blev han arrig og gik op på sit værelse, hvilket var helt usædvanligt.

- Jeg tror, at Ritalinen helt 100 procent er skyld i, at han har begået selvmord, siger faren.

Forældrene ønsker at være anonyme, fordi faren kender flere, der sælger Ritalin.

- Vi har stadigvæk tre døtre, som vi ønsker at passe på.

Familien har efterfølgende kontaktet forældrene til deres søns venner for at advare dem om pillemisbruget, som de er blevet bekendt med via sms'er og det sociale medie Snapchat.

- Vi ønsker at gøre noget for at undgå at der sker noget lignende for andre, siger han.

Powered by Labrador CMS