Gå til hovedindhold

Forælder måtte vente fire år på afgørelse

Det skulle tage tre kommuner mere end fire år at behandle en sag om at trække et samtykke tilbage, så en forældre kunne få sit barn hjem igen. Det er en kritisabel lang sagsbehandlingstid, lyder det fra ombudsmanden.

Tilbage i slutningen af 2011 gav en forælder sit samtykke til, at et 13-årig barn skulle anbringes uden for hjemmet.

Et halvt år senere – maj 2012 - trak indehaveren af forældremyndigheden sit samtykke tilbage og bad kommunen om at få barnet hjem igen.

Fire år senere og kun to måneder før barnet blev 18 år og dermed selv kunne bestemme over, hvor hun ville bo, kom der en afgørelse i sagen.

Tre kommuner involveret

I mellemtiden – mens sagsbehandlingen stod på – flyttede indehaveren af forældremyndigheden til to andre kommuner.

Ombudsmanden har behandlet sagen og udtaler kritik af sagsbehandlingstiden i hver af de tre kommuner, som har haft med sagen at gøre.

Meget indgribende foranstaltning

- Ombudsmanden har også lagt vægt på, at en anbringelse uden for hjemmet, uden forældremyndighedsindehaverens samtykke er en meget indgribende foranstaltning, lyder kritikken fra ombudsmanden, der har sendt et resume om sagen til pressen.

Ombudsmand Vera Leth peger desuden på, at det er kritisabelt, at den første kommune ikke var i besiddelse af fyldestgørende skriftlig dokumentation for sagens forløb, hvilket har haft betydning for de to næste kommuners mulighed for at danne sig et overblik over sagen.

Vera Leth oplyser, at den første kommune har beklaget den mangelfulde sagsdokumentation og har redegjort for, hvordan kommunen fremover vil forebygge lignende mangler i sagsbehandlingen.

Svækket retssikkerhed

Ombudsmanden bemærker desuden, at indehaveren af forældremyndigheden ikke har kunnet klage i de fire år, sagen har stået på, hvilket har svækket retssikkerheden.

Da den tredje kommune endelig var færdig med sagen blev afgørelsen, at barnet ikke kunne hjemgives, men at barnet skulle være anbragt uden for hjemmet uden samtykke.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER