Fondsbestyrelse straffes med afgift

Det får konsekvenser for bestyrelsesmedlemmerne i Fonden Destination East Greenland, at den ikke har indleveret årsregnskaber for 2018 og 2019.

På det kommende økonomiudvalgsmøde i Kommuneqarfik Sermersooq indstiller kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen til politikerne, at kommunens budgetterede bidrag på 574.000 kroner til fonden skal tilbageholdes, indtil fonden har fået indleveret sine regnskaber.

Godkender politikerne indstillingen, vil den kommunale pengekasse således blive lukket i for økonomisk bidrag, indtil regnskaberne er bragt i orden.

Læs også: Pengekasse smækket i for turisme-fond

Bestyrelsen i fonden må imidlertid også imødese en større adfærdsregulerende afgift, fordi regnskaberne ikke er indleveret rettidigt.

Regning på maksimalt 6.000 kroner

Hvert bestyrelsesmedlem, der havde ansvaret for de to regnskabsår, vil således, når regnskaberne endeligt er indsendt, modtage krav om, at de skal indbetale 3.000 kroner for ikke at overholde fristen. Der er tale om 3000 kroner for hvert regnskab, og den endelige regning kan således løbe op i 6.000 kroner.

Årsregnskabsloven er skruet sammen på en måde, hvor afgiften er sat til 500 kroner, hvis regnskabet er forsinket én måned. Går der to måneder så hæves afgiften til 2.000 kroner. Overskrides fristen med tre måneder eller mere så løber afgiften op på 3.000 kroner.

Direktør går fri

I tilfældet med Destination East Greenland, der er en erhvervsdrivende fond, vil det alene være bestyrelsesmedlemmerne, der skal til lommerne. Direktøren bliver således ikke pålagt nogen afgift, der i sidste ende lander i den danske statskasse.

Posten som direktør i fonden er i dag Tupaarnaq Maqe. Hun blev ansat tilbage i april 2020 og har således ikke været involveret i fortidens rod, selv om hun har brugt en del tid på at få styr på fondens regnskaber.

Hun oplyser til Sermitsiaq.AG, at bestyrelsen senere på ugen skal holde et møde.

Regnskaber tæt på at blive afsluttet

- Jeg kan oplyse, at vi er tæt på at få afsluttet de to regnskaber, så de kan blive indleveret, oplyser Tupaarnaq Maqe. Fonden benytter revisionsselskabet Deloitte til at lave sine regnskaber.

Noget tyder på at administrationen i fonden har været noget lemfældig. Således fremgår det af det Centrale Virksomheds Register, at direktøren fortsat er Iddimanngiiu Jensen Bianco, som i adskillige måneder har været fortid.

Powered by Labrador CMS