Folketingsvalg: Grønland kan få afgørende rolle

Politisk kommentator: Blå og rød blok står til at blive stort set lige store. Men der bliver tale om en mosaik af mange partier. Det kan give Grønland en fordel i den endelige regeringskabale

Aki-Matilda Høegh-Dam og Aaja Chemnitz skal ud i valgkamp. Men de kommer fra en god position, mener politisk kommentator.

- Står det til de hidtidige valgprognoser, tegner folketingsvalget til at blive en gyser mellem blå og rød blok. Afgørende for regeringsmagten bliver meget vel de små partier, som der denne gang vil være mange af på stemmesedlen. Sådan siger Christian Schultz-Lorentzen, chefredaktør for AG og administrerende direktør i mediehuset Sermitsiaq.AG,

Folketingsvalg i Grønland

I Grønland vælges to medlemmer til Folketinget. Folketingsmedlemmerne vælges for 4 år regnet fra den almindelige valgdag i den øvrige del af riget bortset fra Færøerne.

Grønland udgør ét valgområde.

Det er Rigsombudsmanden i Grønland, der leder folketingsvalget i Grønland.

Rigsombudsmanden i Grønland bekendtgør dagen for valgets afholdelse samt fristen for indlevering af kandidatanmeldelser.

Kilde: Sullissivik.gl

- De små partier kan både indgå som en del af en regering eller støtteparti. Dermed kan Grønlands to folketingsmandater og for den sags skyld også Færøernes få en historisk betydning. Det vil selvsagt give mulighed for at få forhandlet politiske fordele hjem til Grønland. Regeringsdannelser er noget for noget.

Christian Schultz-Lorentzen ser af samme grund frem til at høre partiernes valgtemaer. Ikke mindst i lyset af de dystre økonomiske fremtidsudsigter, senest ridset op i Økonomisk Råds dugfriske rapport. Men også på det sikkerheds- og udenrigspolitiske område kan der fremsættes ønsker om øget indflydelse.

Ifølge Christian Schultz-Lorentzen er det umiddelbart svært at forestille sig en udskiftning af de nuværende to folketingsmedlemmer Aaja Chemnitz fra IA og Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam.

- De har i den nuværende folketingsperiode været dygtige til at bruge platformen i Folketinget og profilere sig. Både via traditionelle og sociale medier. Der bliver sprøjtet pressemeddelelser ud. De står stærkt i befolkningens bevidsthed, og det giver naturligvis en fordel. Man kan naturligvis aldrig udelukke en dark horse. Men den gemmer sig foreløbig godt, og den skal løbe stærkt, hvis den skal udfordre de to nuværende folketingsmedlemmer.

Powered by Labrador CMS