Gå til hovedindhold

Folketingsudvalg presset under Kina-rejse

Danske virksomheder, kulturinstitutioner, myndigheder og politikere oplever et stigende pres fra Kina. Det kom frem under en debat i Folketinget.

Kinas pres på Danmark var på dagordenen i Folketinget i en forespørgselsdebat rejst af Søren Espersen (DF).

Søren Espersen ville have regeringen tul at oplyse om det pres som Kina retter mod danske virksomheder og mod danske kulturelle institutioner, dels mod danske myndigheder, mod regeringen og mod Folketinget. Han knyttede det især sammen med et forsøg på at lukke munden på tilhængere af et frit Tibet. 

Søren Espersen kunne berette, at selv Folketingtets udenrigspolitiske nævn oplevede direkte trusler under en rejse til Beijing.

- Vores kinesiske værter var kommet under vejrs med, at Tibets eksilstatsminister ville aflægge et besøg på Borgen og havde bedt om et møde med Folketingets formand. Vi modtog en mundtlig bandbulle af en kinesisk minister, og jeg fik som formand for Nævnet og partifælle til Folketingets formand af ham instrukser om, at jeg skulle give hende besked på at sige nej til besøget. Vi, der var til stede, var lamslåede, sagde han.

- Nu ville skæbnen, at Folketingets formand så ikke rent tidsmæssigt havde mulighed for at mødes med tibetaneren, og i stedet havde jeg så et møde med ham på mit kontor. Og næste dag modtog Nævnets sekretariat en telefonopringning fra den kinesiske ambassade – en vred protest over, at jeg havde haft mødet. Det var bare en telefonopringning, som det altid er. Kina efterlader sig som nævnt aldrig spor, når de truer eller chikanerer.

Holger K. Nielsen fra SF bekræftede episoden.

- Vi fik nogle ganske barske bemærkninger, da vi sad i Beijing. Jeg måbede rent ud sagt og havde ikke oplevet den slags før. Så åbenlyst uhøflige bemærkninger til en delegation, som der var tale om, var virkelig grænseoverskridende.

Pres på hoteller og restauranter

For Søren Espersen er dette del af en generel udvikling.

- I dag er det også helt normalt, at de hoteller og restaurationer, som lægger hus til delegationer fra Taiwan eller Tibet eller til folk fra Falun Gong, bliver chikaneret af den kinesiske ambassade. Det er eksempelvis sket i forhold til en restaurant ved Helsingør. Folk fra den kinesiske ambassade ringede op og gav kort besked om, at såfremt mødet fandt sted, ville Kina ikke længere benytte den pågældende restauration.

Han mener, at Danmark optræder for svagt overfor Kina.

- Den måde, hvorpå Danmark ustandselig i dag bøjer sig for Kina og den arrogance, hvorpå Kina agerer såvel over for vores forretningsfolk som over for Danmarks regering og Folketinget er årsag til Dansk Folkepartis forespørgsel i dag.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) gav Søren Espersen ret i, at Kina spiller en stadig større global rolle, samt at dette skaber problemer.

- Det står klart, at Kinas magt, økonomiske styrke og ambitioner er voksende. Landet får stadig større indflydelse på globale normer og værdier, og Kina vil komme til at sætte store aftryk på verdens fremtid. Vi ser allerede i dag, at Kina med stadig større selvsikkerhed og krav om øget indflydelse spiller en større rolle, sagde han.

Regeringen: Vi står fast

Samtidig ser udenrigsministeren dog også muligheder i Kinas stigende styrke.

- Danmark har en klar interesse i at engagere verdens næststørste økonomi og folkerigeste land – et land, der regionalt og i stigende grad også globalt meget aktivt forsøger at gøre sin indflydelse gældende. Kinas økonomiske udvikling giver Danmark nye muligheder, men udviklingen kræver også en særlig indsats.

- Vi skal holde os for øje, at Kinas samfundsmodel er ganske forskellig fra vores, men netop fordi flere lande sætter spørgsmålstegn ved, om basale menneskerettigheder er universelle, så skal vi ikke være blege for at stå fast, når vores grundlæggende værdier udfordres. Og det er vi naturligvis heller ikke, hverken inden for Danmarks grænser eller i internationale forsamlinger.

- Regeringens holdning er klar: Vi står selvfølgelig fast, såfremt nogen måtte nære ønske om at begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden i Danmark. Det vil vi simpelt hen ikke acceptere, og det gælder også, hvis et sådant ønske måtte komme fra et land som Kina.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER