Folketingspartier støtter screeningslov

Forslaget om screening af udenlandske investeringer i Danmark møder stor opbakning i Folketinget. Næstformanden i Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen (V), forventer, at Færøerne og Grønland laver lignende lovgivning.

Kritisk infrastruktur skal sikres, så den ikke kommer på de forkerte hænder. De tanker har været undervejs længe, og nu kommer der handling bag ordene.

Den socialdemokratiske regering har fremsat et lovforslag om en screeningslov. Ved førstebehandlingen 16. marts – ret beset efter midnat onsdag 17. marts - gav alle de deltagende partier fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten opbakning til erhvervsminister Simon Kollerups (S) forslag.

Arbejdet med en screeningslov begyndte allerede under den forhenværende regering, hvor en arbejdsgruppe blev nedsat. Konservative og Venstre er taget med som aftalepartiet i det nye forslag, og dermed bliver taget med, når bekendtgørelserne skal laves.

- Loven skal reelt beskytte alt det, som vi kalder kritisk infrastruktur, mod de lande, som ikke deler vores idealer. Det er for eksempel Rusland, Kina og også andre lande, siger Michael Aastrup Jensen.

Hele rigsfællesskabet

I sidste paragraf står, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dog er det en lovgivning, som får indflydelse i begge lande.

„Regeringen er i dialog med Færøerne og Grønland om udformning af en lovgivningsmodel for Færøerne og Grønland med respekt for kompetencefordelingen i rigsfællesskabet,“ hedder det i bemærkningerne.

Med andre ord skal en lignende lovgivning skal laves på Færøerne og i Grønland. Det forventer næstformanden i Udenrigspolitisk Nævn også, at Færøerne og Grønland gør.

- På baggrund af, at det arktiske område bliver større og større af vigtighed, så er der maksimalt fokus på Grønland, men også mere fokus på Færøerne. Derfor er min klare opfordring, at vi alle tre lande i fællesskab vil få noget, som dækker hele kongeriget, siger Michael Aastrup Jensen.

Også teleinfrastruktur

Lovforslaget kommer til dels på baggrund af, at der har været stor interesse fra kinesiske virksomheder for at lave investeringer i Grønland. Et eksempel er i lufthavne i Grønland, som bliver betegnet som kritisk infrastruktur.

Den 26. marts fremsætter forsvarsminister Trine Bramsen (S) et lovforslag, som handler om leverandørsikkerhed i kritisk infrastruktur. Denne lov gælder heller ikke for Færøerne og Grønland, men tager de samme forbehold i bemærkningerne som screeningsloven.

Lagmanden på Færøerne udsendte en pressemeddelelse i maj sidste år, hvor han skrev, at færinger skal vænne sig til, at teleinfrastruktur er en del af sikkerhedspolitikken.

Internationalt fokus

Videre kommer screeningsloven kommer på baggrund af en EU-forordning, og landene i vesten vil sikre, at kritisk infrastruktur er intakt.

- Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vores allierede også kræver det. Både EU og ikke mindst NATO. Det er, at vi får disse sikkerhedssystemer bygget op, så er det vigtigt at få det på plads nu, siger Michael Aastrup Jensen.

Powered by Labrador CMS