kritik af retssikkerhed

Folketingets ombudsmand kritisk over for grønlandske detentioner

I nogle grønlandske detentioner er forholdene under al kritik. Ombudsmanden vil have svar på hvorfor

Inden 1. april vil Folketingets ombudsmand have svar på, hvorfor der i nogle afsidesliggende grønlandske detentioner er problemer med retssikkerheden.

Ombudsmanden har besøgt en detention uden fast bemanding, hvor folk, der var i detentionen, ikke kunne tilkalde personale, ikke blev tilbudt mad og drikke og ikke havde mulighed for toiletbesøg, medmindre den lokale politimyndighed var til stede.

Alle blev visiteret, indtil de stod i trusser, uanset om der var konkret grund til det. Og der fandtes kun én nøgle til detentionen, nemlig hos politimyndigheden.

- Forholdene slog os som bekymrende. Et sted kunne den lokale reservebetjent ikke høre brandalarmen, og det ville kunne betyde, at den anbragte, der jo er låst inde, risikerer at indebrænde, siger afdelingschef Morten Engberg, Folketingets Ombudsmand, til Ritzau.

Læs: Olsvig om anstalter: Der er lang vej igen

Se galleri: Sådan skal den lukkede anstalt i Nuuk se ud

Grundliggende rettigheder skal overholdes
Besøgsholdet besøgte fem grønlandske detentioner. Herunder én døgnbetjent detention, tre ikke-døgnbetjente detentioner og én detention uden fast bemanding.

- Vilkårene i Grønland er naturligvis anderledes på grund af geografi og infrastruktur. Men der er grundliggende rettigheder, som skal overholdes, påpeger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

Det er Justitsministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorg, der skal svare på ombudsmandens kritiske spørgsmål.

Ombudsmanden har dog allerede afleveret en række mundtlige anbefalinger til politimesteren i Grønland. De handler om vejledning af de anbragte i detentionen og politiets egen kontrol med de fysiske forhold i detentionslokaler.

Besøgsholdet gennemførte også tilsyn på fire anstalter for dømte.

De besøg fører til en række spørgsmål til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Kriminalforsorgen i Grønland.

Ombudsmanden vil blandt andet have svar på, hvordan personalet håndterer mindreårige og kvinder, som opholder sig i anstalterne.

Powered by Labrador CMS