Folketinget: IA og Siumut vil samarbejde

De grønlandske folketingsmedlemmer Aki-Mathilda Høegh-Dam (S) og Aaja Chemnitz Larsen (IA) har holdt et indledende møde om et fremtidigt samarbejde. Det forløb i en konstruktiv tone.

Det tegner fortsat til et forpligtende samarbejde mellem de to grønlandske medlemmer af Folketinget Aki-Mathilda Høegh-Dam (S) og Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Et indledende møde mellem de to er forløbet positivt, fortæller Aaja Chemnitz Larsen (IA) til Sermitsiaq.AG.

- Jeg lægger op til, at vi indgår en politisk aftale, uden at vi af den grund er fælles om det administrative personale, siger IA's folketingsmedlem, mens hun er på vej op i flyveren i Kangerlussuaq.

Dermed tegner det til, at de to lever op til deres løfte på valgaftenen, hvor de lovede at samarbejde i Folketinget.

Både Aaja Chemnitz Larsen og Aki-Mathilda Høegh-Dam er netop nu på vej til Danmark. I morgen er de indkaldt til forhandlinger med den kongelige undersøger og mulige kommende statsminister Mette Frederiksen.

Aaja Chemnitz Larsen fortæller, at de på det indledende møde har vendt en række af de emner, der også har været fremme i valgkampen, som udsatte børn, men også lønforholdende for politiet og de ansatte under kriminalforsorgen.

- Derudover har vi drøftet muligheden for et fælles dansk-grønlandsk center for klimaforskning, siger hun.

Aaja Chemnitz Larsen forestiller sig, at en politisk aftale skal munde ud i, at de to folketingsmedlemmer forpligter sig til, at mødes forud for politiske initiativer og spørgsmål af betydning for Grønland for at afstemme, hvordan landets interesser bedst kan varetages.

Samtidig er Siumut og Socialdemokratiet ved at finpudse en samarbejdsaftale de to partier imellem.

Powered by Labrador CMS