Folketinget styrker det arktiske arbejde

Folketinget nedsætter en arktisk delegation. De nordatlantiske mandater får plads i delegationen.

De hidtidige arktiske arbejdsgruppe omdannes efter næste folketingsvalg til en arktisk delegation. Og det er en klar opprioritering af Folketingets arbejde vurderer formanden for Nordisk Råds delegation, Henrik Dam Kristensen (S), som den arktiske arbejdsgruppe hidtil har hørt under.

- Der er en klar opgradering af det arktiske arbejde, siger han til Sermitsiaq.AG.

Som nævnt har den arktiske arbejdsgruppe hidtil været en gruppe under Nordisk Råds delegation. Med omdannelsen til en selvstændig delegation kommer den til at høre direkte under Folketinget, og får derudover fordoblet sit budget.

Medlemmerne til delegation vil blive udpeget af henholdsvis udenrigs-, forsvars-, rets-, grønlands-, færøudvalget samt Nordisk Råds delegation, hvor hvert udvalg udpeger to medlemmer. Og det er faktisk en konstruktion, der er ny i Folketinget.

- Alle disse udvalg har på hver deres måde arbejdet med Arktis. Med den nye delegation sikrer vi en meget tættere koordinering af arbejdet, siger Henrik Dam Kristensen (S).

- Alle er jo enige om, at Arktis bliver stadig mere betydningsfuldt; både for Rigsfællesskabet og Internationalt. Det giver både nye muligheder og nye udfordringer.

Da forslaget oprindelig blev fremsat i Nordisk Råds delegation, var Aaja Chemnitz Larsen (IA) skeptisk, da hun frygtede, at de nordatlantiske mandater risikerer at miste indflydelse i den nye delegation. Nu fremgår det af forslaget, at man 'vil finde det naturligt' at medlemmerne fra Grønland og Færøerne er del af delegationen.

- Det er den stærkest mulige politiske tilkendegivelse af, at man vil ved konstitueringen sørge for, at de bliver medlemmer af delegationen, da alle partier bakker op om dette, sige Henrik Dam Kristensen (S).

Powered by Labrador CMS