Folkesundhed: Fokus på bedre trivsel til børn

Naalakkersuisut har præsenteret folkesundhedsprogrammet, som skal gælde ti år. Målet er, at alle børn får en god og sund start på livet og en høj grad af trivsel i barndommen.

Inuuneritta III er blevet udviklet i et bredt samarbejde mellem Departementet for Sociale Anliggender, Familie og Justitsområdet, Departementet for Sundhed samt Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke.

Med fokus på, at alle børn i landet får en god og sund start på livet, blev folkesundhedsprogrammet Inuuneritta III præsenteret af Naalakkersuisut tirsdag.

Det skete i kulturhuset Katuaq i et pressemøde, hvor tre Naalakkersuisut-medlemmer Martha Abelsen (S), Anna Wangenheim (D) og Karl Frederik Danielsen (S) præsenterede folkesundhedsprogrammet.

Projektprogram i ti år

De tidligere folkesundhedsprogrammer har haft en implementeringsperiode på fem år, mens dette program skal gælde i ti år.

- Med en projektperiode på ti år giver det mulighed for at arbejde i dybden med indsatserne. Lokale data skal sikre et solidt grundlag af viden, som baggrund for at kunne udvælge og prioritere indsatser, der understøtter målet om det gode børneliv, fremgår det fra selvstyret.

Inuuneritta III er ikke en færdig løsning med konkrete bud på mål og indsatser. Fire pejlemærker skal sætte retningen for arbejdet, meddeles det.

Bredt samarbejde

- Erfaringer med det sundhedsfremmende arbejde gennem de sidste 10 til 15 år viser tydeligt, at hvis der skal skabes positive forandringer inden for sundhed og trivsel blandt borgerne, så skal indsatser udvikles og implementeres i tæt samarbejde mellem flere sektorer og så tæt på borgerne som muligt.

Inuuneritta III fokuserer i højere grad på sundhedsfremme, end de tidligere Inuuneritta-programmer.

- Indsatser under Inuuneritta III vil blive udviklet gennem dialog om, hvad der er ønskeligt, meningsfuldt og muligt at igangsætte på lokalt niveau, lyder det.

Powered by Labrador CMS