Fokus på det sure

I dag er det tandbørstedag

Tænderne skal børste grundigt morgen og aften. Her fra tandbørstedag i Qaqortoq

Den 15. april er det National Tandbørstedag for femte gang. I år sætter tandbørstedagen fokus på de unge med budskabet om, at et stort forbrug af sodavand og andre sure mad- og drikkevarer kan ødelægge tænderne.

Mange skoler har allerede fulgt op på dette problem og har i flere år forbudt sodavand i skolen.

- Tandplejen gør det utrolig godt på det forebyggende område. Jeg ved, at mange er glade for, at Tandplejen de seneste år, har gjort meget ud af at samarbejde med forældre og børn omkring grundlæggelsen af gode vaner i forhold til tandsundhed, siger medlem af naalakkersuisut for sundhed Agathe Fontain og fortsætter:

- Den årligt tilbagevendende Tandbørstedag er et vigtigt element i Tandplejens bestræbelser på at forbedre tandsundheden. Det glæder mig meget, at Tandplejen i år har valgt at sætte fokus på de unge og på syreskader. Rigtig mange unge drikker meget sodavand, og det er vigtigt, at de unge er opmærksomme på, at et stort forbrug af sodavand kan ødelægge tænderne, understreger hun.

Syreskader

Igen i år har Tandplejen udviklet informationsmateriale til Tandbørstedagen. I år gælder det blandt andet informationsmateriale om syreskader.

På plakaten ”Hvad ætser tænderne”, kan du se, hvor meget syre forskellige mad- og drikkevarer indeholder. I pjecen ”Hvor sur er du?” kan du læse, hvordan sure madvarer ætser tandens overflade, og få gode råd om, hvordan du undgår syreskader.

Tandbørstedagen bliver markeret i hele landet, og igen i år vil Tandplejen søge at udbrede kendskabet til de fire tandråd, som henvender sig til alle, der ønsker at bevare sunde, stærke tænder livet igennem:

?Børst tænderne grundigt morgen og aften

?Hjælp dit barn med tandbørstningen til det er 10 år gammelt

?Brug tandpasta med højt fluorindhold, helst 1450 ppm

?Drop slik, saft og sodavand i hverdagen

Powered by Labrador CMS