Fokus på kultur og kunst fra nordiske lande

Et vitalt, aktivt og frit kulturliv er vigtigere end nogensinde for at opretholde den tillid, der råder mellem de nordiske lande, mener de nordiske ministre for kultur.

Arkivfoto

De nordiske kulturministre holdt møde i Oslo i starten af maj, hvor naalakkersuisoq for kultur Peter Olsen (IA) deltog.

Det utvetydige og stærke signal fra mødet er, at gode forudsætninger for kunstens og kulturens frie rolle er afgørende for et demokratisk samfund. Når demokratiske værdier som ytringsfrihed, mediefrihed og kunstnerisk frihed er under pres, fremstår Norden på mange områder som en foregangsregion.

Vigtigheden af kunst og kultur

- Kunst og kultur skaber forudsætninger for et demokratisk og åbent samfund. De er nogle af grundstenene i det nordiske samarbejde, der i sin tid blev etableret som en fredsbevarende indsats.

- Kulturens betydning for et socialt bæredygtigt samfund er også en del af statsministrenes vision om Norden som verdens mest integrerede region. Den fælles nordiske kultur har stor betydning for, at den nordiske integration skal lykkes. I en tid, hvor de nordiske lande og Europa befinder sig i en historisk krise, er behovet for kulturel samhørighed større end nogensinde, fremgår det i en pressemeddelelse fra Napa.

Nedskæringer

Kulturministrene har svært ved at forstå, hvorfor der skæres ned på udgifterne til kultur og uddannelse.

- Et foreløbigt budget for 2021-2024, som er blevet fastsat af de nordiske samarbejdsministre, indeholder forslag til nedskæringer på 20-25 procent. Det er ulykkeligt, når det er netop kulturen og det kulturelle samarbejde, der kan føre mennesker sammen, påpeges det.

Kulturministrene mener derfor, at de nordiske lande bør arbejde for, at der sættes internationalt fokus på dette i en tid, hvor værdier som ytringsfrihed, mediefrihed og kunstnerisk frihed er under pres.

- Det er afgørende for et velfungerende demokrati, at kunsten frit kan afføde refleksion, provokere og udfordre samfundsstrukturer, lyder det.

Powered by Labrador CMS