Fokus på børn uden fædre

Katuaq danner onsdag rammen om et offentligt møde hvor man skal diskutere hvad der skal ske med alle de børn, der efter Børneloven står uden en arveretlig far. Anne Sofie Hardenberg står bag mødet.

Anne Sofie Hardenberg, der er aktuel med bogen 'Kampen for en far' har taget initiativ til et offentligt møde for alle de børn, der står opført med 'usynlige fædre'. Nemlig børn, der i henhold til børneloven blev registreret som børn uden nogen far.

Børn født uden for ægteskab i Grønland før den 1. juni 1963 har ikke arveret efter deres far. Mange af disse børn er frugten af mødet mellem danske mænd og grønlandske kvinder under byggeboomet i 1950'ernes og 1960'ernes Grønland, hvor dansk arbejdskraft i tusindtal valfartede til Grønland. Disse nu voksne børn ikke har arveret efter deres far.

I loven står der, at børneloven for Grønland, som er kalkeret efter den gamle danske børnelov fra 1937, indeholder (i modsætning til den danske børnelov) en bestemmelse, som giver mulighed for at dømme en mand som bidragspligtig over for et barn uden samtidig at dømme ham som far til barnet. Det kan ske, hvis det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan bevises, at han er far til barnet, men samtidig heller ikke kan afvises, at han er far til barnet. Det betyder i realiteten, at et barn ved dom kan gøres faderløst.

Derfor inviterer Anne Sofie Hardenberger sammen med Tida Ravn alle medsøstre og medborgere til mødet i Katuaq. Det begynder klokken 19.00.

Justitsministeriet er for tiden i gang med efter ønske fra det grønlandske hjemmestyre at ajourføre den familieretlige lovgivning for Grønland. I den forbindelse er det bl.a. hensigten at sætte den nye danske børnelov, som trådte i kraft den 1. juli 2002, i kraft for Grønland. Justitsministeriet vil i den forbindelse nærmere overveje problemstillingen vedrørende børn født uden for ægteskab.

Powered by Labrador CMS