Gå til hovedindhold

Førtidspensionister undgår benspænd ved flytning

Man skal ikke miste sin førtidspension, når man flytter mellem rigsfællesskabets lande. Ministre fra Grønland, Færøerne og Danmark vil i samarbejde finde en løsning.

Ved et møde i går besluttede den danske beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen, Martha Abelsen, Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender og Justitsområdet og Eyðgunn Jana, færøsk landsstyremedlem for sociale anliggender, at der skal arbejdes for mindre usikkerhed omkring førtidspensionsordninger, når man flytter mellem Grønland, Færørene og Danmark.

Der er tre centrale punkter, som skal forbedres, så man undgår problemer med førtidspensionen, hvis man flytter internt i rigsfællesskabet. De tre punkter er:  

  • Bedre udveksling af oplysninger mellem landene.
  • En overgangsordning, hvor en person kan tage sin førtidspension med sig, mens vedkommendes sag behandles i det nye land.
  • En automatisk tilkendelse af førtidspension til de personer, der har fået tilkendt den højeste førtidspension.

Risiko for at miste pensionen

I dag kan førtidspensionister, der flytter inden for rigsfælleskabet risikere, at de er uden den offentlige førtidspension i en periode, mens deres sag behandles i det land, de er flyttet til. Det skyldes forskellige regler inden for de tre lande. Det fremgår af en rapport udgivet af de tre lande i 2016.

- Det giver jo ingen mening, at der opstår usikkerhed om førtidspensionisters forsørgelsesgrundlag, blot fordi de flytter fra en del af vores rigsfælleskab til en anden del. Vi skal selvfølgelig sørge for, at vores forskellige regler spiller fornuftigt sammen, sagde Troels Lund Poulsen ved mødet i går.

Martha Abelsen var også glad for mødets resultater. 

- Det er glædeligt, at vi er blevet enige om at arbejde for en række helt konkrete forbedringer. Ved at igangsætte arbejdet med de tre initiativer sikres det, at de ordninger der findes i rigsfællesskabet kommer til at hænge bedre sammen. 

På mødet blev det også fastslået, at der ingen væsentlige grænsehindringer er for alderspensionister, der flytter inden for rigsfællesskabet.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER