Første skridt mod styrket domstol

Ansættelsen af en administrerende dommer ved Retten i Grønland er første skridt mod en yderligere styrkelse af domstolene

Offentliggjort

Dommerudnævnelsesrådet for Grønland har indstillet retsassessor og sekretariatschef Stig Nørskov-Jensen, København, til stillingen som administrerende dommer ved Retten i Grønland fra den 1. april 2019.

Når der nu udpeges en dommer, der får titlen administrerende, så skyldes det, at det er først skridt på vejen til, at der skal være to dommere ansat ved Retten i Grønland - og så skal den ene have den ledende funktion.

- Det vil betyde, at arbejdet med at udvikle kvaliteten i vores første instans retter, det vil sige kredsretterne og Retten i Grønland kan blive yderlige styrket, siger konstitueret dommer ved Retten i Grønland, Birgit Skriver til Sermitsiaq.AG.

Blandt andet vil uddannelsen af kredsdommere og kredsdommerkandidater kunne styrkes yderligere med to dommere, der er faste ved Retten i Grønland.

- Derudover kan vi fasthole udviklingen med at nedbringe sagsbunkerne.

Den kommende administrerende dommer ser også selv disse to punkter som hans vigtigste opgaver.

- I lighed med tidligere vil Retten i Grønland og kredsretterne også de kommende år have fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Vi vil fortsætte med at videreudvikle sagsbehandlingen, så den hele tiden er hensigtsmæssig, effektiv og af høj kvalitet, skriver Stig Nørskov-Jensen i en pressemeddelelse.

Omfattende CV

Det er en erfaren herre, det er lykkedes at finde til stillingen.

Stig Nørskov-Jensen er 57 år og har de seneste 18 år arbejdet i Københavns Byret, hvor han, ved siden af retsarbejde, som sekretariatschef har været en del af ledelsen. Han har blandt andet haft driftsansvaret for sikkerheden og bygningsvedligeholdelsen.

Han indledte sit arbejdsliv med en faglig uddannelse som mekaniker, før han blev politibetjent. Imens han arbejdede ved politiet, uddannede han sig som jurist og arbejdede siden som anklager, inden han i 2001 - efter et par år i Domstolsstyrelsens personaleafdeling - kom til domstolene.

- Jeg forlader en ønskestilling ved Danmarks største ret for at lade mig udfordre af de utroligt vigtige og spændende opgaver, der ligger i mit nye job, lyder meldingen fra ham.

Stig Nørskov-Jensen har netop besøgt Nuuk for at lære sine arbejdsopgaver nærmere at kende.

- Jeg ser efter nogle dage i Nuuk endnu mere frem til mit kommende drømmejob som administrerende dommer ved Retten i Grønland.

- Jeg vil i begyndelsen koncentrere mig om at lære medarbejderne, organisationen, opgaverne og Grønland at kende. Det er klart, at jeg vil fortsætte den gode udvikling, som kredsretterne og Retten i Grønland har gennemgået siden retsreformen i 2010.

Arbejdsmiljø som mærkesag

Den kommende ekstra stilling ved Retten i Grønland er del af en ændring af retsplejeloven, som er på vej igennem Folketinget og Inatsisartut. Når den - efter planen - bliver vedtaget, vil den nye stilling blive slået op. Og den kommende dommer kan i lighed med de øvrig ansatte ved Retten i Grønland se frem til, at Stig Nørskov-Jensen satser på en af sine personlige mærkesager.

- En af mine mærkesager er et godt arbejdsmiljø, som jeg finder er nødvendig for fortsat udvikling, vækst og ikke mindst medarbejdertilfredshed. Jeg ser frem til, at vi til efteråret begynder uddannelsen af endnu et hold kredsdommere, så vi derved kan sikre en fortsat kvalificeret bemanding af kredsretterne.

Powered by Labrador CMS