Første portion vaccine på vej

Sundhedspersonale og folk i risikogruppen bliver tilbudt at blive vaccineret først, når vaccinen mod influenza A (H1N1) kommer til Grønland.

Vaccinen mod influenza A (H1N1) kommer til Grønland i næste uge.

Men det vil kun være 4.000 doser ud af de i alt 32.000 doser, som sundhedsvæsenet har bestilt. Det skyldes at producenten af vaccinen Pandemix har svært ved at følge med efterspørgslen.

Der vil derfor formentlig gå nogle uger før der kommer yderligere doser, oplyser fungerende cheflæge Jens Otto Veje til sermitsiaq.gl.

Vaccinen uddeles til alle byer, der får et antal doser i forhold til befolkningsantal. For Nuuk vil det dreje sig om cirka 800 doser.

Det betyder at lægeklinikken vil tilbyde folk i risikogruppen at blive vaccineret. Desuden vil Dronning Ingrids Hospital tilbyde vaccinen til det sundhedspersonale, der modtager, undersøger og behandler akut syge, siger Jens Otto Veje.

Powered by Labrador CMS