lokaldemokrati

Første kommune klar til lokaludvalg

Borgmesteren i Kommuneqarfik Sermersooq har holdt borgermøder i alle kommunens fire byer for at få inspiration til lokaldemokrati

I Tasiilaq deltog mange unge i borgermødet, og de mener, at unge ned til 16 år skal have lov til at sidde i lokaludvalgene

Kommuneqarfik Sermersooqs kommende lokaludvalg skal bestå af fem almindelige borgere, som hvert andet år vælges på et borgermøde.

Det er de meldinger, der er kommet fra borgerne på de borgermøder, der har været i Paamiut, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit. Nuuk skal også have lokaludvalg, men kommunalbestyrelsen har besluttet, at det først skal ske til næste år.

Det oplyser Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse.

Borgerne mener også, at lokaludvalgene skal stille forslag til kommunalbestyrelsen om lokale forhold og sikre, at borgerne bliver hørt, når der bliver truffet beslutninger om deres by.

På alle borgermøder har der været gruppearbejde, og grupperne er blevet bedt om at svare på en række spørgsmål, om hvordan de fremtidige lokaludvalg skal fungere. Svarene skal nu indgå i arbejdet med at etablere udvalgene.

Det sidste borgermøde i rækken fandt sted tirsdag i forsamlingshuset i Tasiilaq, og de omkring 60 personer deltog i debatten om lokaludvalgene. I Tasiilaq deltog mange unge i borgermødet, og de mener, at unge ned til 16 år skal have lov til at sidde i lokaludvalgene.

Lovændring
Borgermøderne i de tre byer har ifølge Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit-borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, været en succes.

Inatsisartut ændrede på efterårssamlingen 2013 loven, så det bliver muligt at oprette lokaludvalg, hvor medlemmerne modtager vederlag.

Kommuneqarfik Sermersooq er som den første kommune gået i gang med arbejdet med etablering af udvalgene.
Pengene til udvalgenes arbejde er fundet ved at lade kommunes øvrige politikere gå ned i løn og ved at gøre kommunalbestyrelsen mindre, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

Kommunalbestyrelsen skal behandle oprettelsen af lokalvalg i løbet af efteråret.

Lokaludvalgene vil få penge til rådighed til at skabe lokale aktiviteter.

Powered by Labrador CMS