Første kandidat har meldt sig til formandsposten i KAK

Fodboldforbundet KAK skal have ny formand ved forbundets ordinære generalforsamling næste måned, da formand Finn Meinel har valgt at træde tilbage.

44-årige Benjamin Kielsen fra Narsaq er den første officielle kandidat til formandsposten i fodboldforbundet KAK.

Forbundet afholder ordinær generalforsamling 6. november i Nuuk, og her vælges der ny formand, da Finn Meinel har besluttet, at han ikke fortsætter i posten.

VM i futsal

Benjamin Kielsen er bestyrelsesmedlem i KAK, og sigter nu altså efter at blive formand.

- Jeg er blandt andet klar til at arbejde for, at vi skal bane vejen for, at futsal-landsholdet skal deltage ved verdensmesterskaberne. Holdet har udviklet sig meget i de seneste år, derfor er det kun naturligt, at vi gennem arbejdet i KAK skal arbejde aktivt for, at holdet skal deltage i den største scene, siger Benjamin Kielsen til Sermitsiaq.AG.

Mesterskaber

Talentarbejdet i klubberne skal også løftes, fremhæver han.

- Det er derfor vigtigt, at vi skal blive ved med at udvikle trænerne. Det er dem, der holder gang i sporten. Og det er derfor vigtigt, at der spilles fodboldmesterskaber i forskellige byer, da man primært afholder GM i Ilulissat, Sisimiut og Nuuk. Andre byer skal også have chancen, især dem i østkysten. Man kan lave en turnering i Østgrønland med deltagelse fra forskellige byer, da børnene kan også få chancen for at se deres idoler, lyder det fra Benjamin Kielsen.

KAK oplyser til Sermitsiaq.AG, at han er den eneste kandidat til formandsposten indtil videre. Men der vil stadig være mulighed for at stille op til posten under den ordinære generalforsamling.

Forbundet oplyser til Sermitsiaq.AG, at de stadig efterlyser repræsentanter som medlem af 'Lokalunion' fra kysten, som skal være med til den ordinære generalforsamling, som sker i Nuuk næste lørdag.

Der mangler medlemmer i Lokalunion i disse regioner:
Nordgrønland: 1
Diskobugten: 1
Qeqqa: 2
Sydgrønland: 1
Østgrønland: 1

Powered by Labrador CMS