For første gang: Grønland får et overvågningssystem ved fjeldskred

Landets første overvågningssystem ved fjeldskred installeres med henblik på at gøre myndighederne klogere på ustabile fjeldområder ved Karrat Fjord ved Uummannaq.

Offentliggjort

Nu står den der. Grønlands første overvågningssytem i forbindelse med fjeldskred.

Tilbage i juli kunne Sermitsiaq.AG fortælle, at flere ustabile fjeldområder i Karratfjorden skulle overvåges som følge af katastrofen tilbage i 2017, hvor et stort fjeldskred skabte en tsunami, der ramte flere bygder i området.

Tusass, som har været med til at installere overvågningssystemet, oplyser, at overvågningen skal gøre myndighederne klogere på ustabile fjeldområder ved Karrat Fjord.

Systemet skal indsamle og sende data om blandt andet bevægelser og rystelser i jordskorpen fra området i Karrat. Formålet er at indsamle og sende seismiske og andre data fra Karrat området med henblik på at overvåge stabilitetstilstand og påvirkningsfaktorer der kan lede til fjeldskred og tsunami i Karrat-fjorden ved Uummannaq.

Tusass's Wholesale og Teknik og Infrastruktur har arbejdet sammen med Departementet for Råstoffer og Justitsområdet om en kommunikationsløsning til Karrat.

- Der er etableret en VSAT, der sender opmålinger tilbage til et center hos Geo-prævent i Schweiz. Udover VSAT har vi hjulpet med at fremstille en robust shelter med solpaneler der huser geologernes centrale udstyr og batterier. Geo-Prævent samler data op forskellige steder i fjordsystemet og samler data med små radiolinks, siger Jørn Jespersen, Senior Projektleder i Tusass.

Kan alarmere borgerne

Systemet, der skal overvåge Karrat-fjorden er det første af sin slags i Grønland. Næste skridt er at undersøge flere usikre fjelde i området.

Overvågningssystemet kan alarmere befolkningen i fremtiden, men vil også overvåge selve fjeldet og geologien i området, lyder det i en pressemeddelelse af Tusass.

- Jeg er stolt over, at vores folk er lykkes med at etablere denne løsning i et barsk miljø langt udenfor almindelig infrastruktur. Af lignende projekter har vi lavet Extreme E i Kangerlussuaq og dækning af Qaqortoq lufthavn, men denne løsning i Karrat er virkelig ude i ødemarken. Godt gået af alle der har bidraget, beretter Jørn Jespersen fra Tusass.

Overvågningssystemet skal sikre rettidig advarsler ved risikable ændringer i fjordsystemet ved Uummannaq, så mulige konsekvenser kan afbødes hurtigst muligt.

Geolog og specialkonsulent i Selvstyret Eva Mätzler oplyser, at det endnu er usikkert, hvornår en varslingssystem der er forbundet til overvågningssystemet kan komme i drift, da der fortsat kan være udfordringer med at installere varslingssystemet.

Powered by Labrador CMS