Første borgermøde forløb roligt

På trods af kritik over manglende politikere var både borgere, Selvstyrets folk og Greenland Minerals nogenlunde tilfredse efter fredagens borgermøde, som var det første i rækken af fem. Gode spørgsmål og i nogen grad også gode svar, lød dommen.

Omkring 40 af byens cirka 120 indbyggere mødte op til høringsmøde om Kuannersuit i Narsarsuaq fredag aften. På grund af coronarestriktioner var det ikke alle, der kunne komme ind i rummet, hvor mødet blev holdt, og det ærgrede de fremmødte.

De otte til ti personer, der ikke kunne komme ind, sad ved borde i det tilstødende lokale og kunne høre præsentationer ved hjælp af højtalere.

Blandt dem var tre AFIS-operatører. Efter første del af mødet med præsentationer fra Greenland Minerals, Selvstyret og en forsker fra Center for Miljø og Energi, var de ikke imponerede.

Ineqi Sakariassen

- Jeg vil gerne høre, hvad de siger, fordi jeg vil bo i Narsaq i fremtiden. Jeg har snakket med min far om det her, og han har læst en masse om det. Alt hvad de har sagt, har jeg hørt før, sagde 25-årige Ineqi Sakariassen fra Narsaq.

Ikke megen ny viden

Hun var kommet for at høre om minens indvirkning på samfund og miljø.

- Jeg ville gerne have mere konkrete svar. Der er mange måske ‘er og hvis ‘er i rapporterne.

23-årige Ole Hjorth mødte også velforberedt op efter at have læst de ikke-tekniske VVM -og VSB-rapporter.

- Jeg har et par spørgsmål til det, jeg har læst, men nu kan jeg så ikke komme ind og stille dem, sagde en lidt skuffet tilhører.

Han ville blandt andet gerne have spurgt om, hvad et såkaldt adfærdskodeks, der er beskrevet i VSB-rapporten, til de medarbejdere, der skal arbejde i en mine, konkret vil indeholde.

Heller ikke han havde fået så meget viden frem til pausen.

- Jeg er ikke blevet klogere, for det de har fremlagt, det har jeg læst i rapporterne.

Konkrete bekymringer fra borgerne

Efter pausen blev der tid til spørgsmål fra de fremmødte borgere. Folk kunne skrive sig op med spørgsmål til Landslægen, Greenland Minerals administrerende direktør, der var med på en forbindelse over nettet, forskeren fra DCE eller departementschef i Råstofdepartementet.

Mange af spørgerne var konkrete i forhold til de oplysninger, der er lagt frem i rapporter og baggrundsmateriale.

Der blev blandt andet spurgt ind til spredning af radioaktivt støv, risiko for oversvømmelse i tailingdepoterne, risiko for brud på dæmningerne til tailingdepoterne, påvirkning af fårehold og samfundet generelt, samt garanti for oprydning efter minen, hvis selskabet går konkurs undervejs.

Vedrørende radioaktivt støv, blev der tegnet og fortalt om, hvor stort et område, der vil blive påvirket, og det blev understreget, at grænseværdien ikke kommer over det tilladte.

Dæmningen er konstrueret med 8-10 meters frimeter i toppen, så der er plads til meget store mængder nedbør uden, at den løber over, blev det forklaret. Til spørgsmålet om dæmningsbrud ved tailingdepotet i Taseq sø var svaret, at dæmningen er konstrueret lidt som en pyramide, der er flere hundrede meter bred i bunden, så det er meget usandsynligt, at der kommer brud på den.

Ole Hjorth fra Narsarsuaq

Ole Hjorth blev skrevet på listen og fik alligevel lov at stille sine spørgsmål, og han var mere tilfreds, da mødet sluttede.

- Jeg er blevet lidt klogere. Blandt andet omkring konkurs. Det er jo set før, at selskaber er gået konkurs og har efterladt en masse rod og forurening i vores land. Jeg er lidt mere tryg efter svaret om, at der skal sættes penge til side til oprydning, før projektet overhovedet kan starte.

Ole Hjorth er glad for at høringsperioden er forlænget og han og kollegaerne ser frem til de næste borgermøder, hvor politikerne stiller op.

Godt at komme igang

Administrerende direktør i Greenland Minerals var også godt tilfreds efter borgermødet.

- Jeg er glad for at komme i gang med processen og få begyndt en tæt dialog med befolkningen, siger han til Sermitsiaq.AG.

Direktøren var glad for de konkrete og velovervejede spørgsmål.

- Jeg kunne mærke, at der er mange, der har sat sig godt ind i projektet og derved havde gode spørgsmål.

Selv de mere kritiske røster fra Urani Naamik var glade for, at dialogen nu er gået i gang, og at der var mulighed for at stille nogle af de mange spørgsmål, der er i forhold til rapporter og undersøgelser. Der er dog stadig plads til forbedringer i forhold til at svare mere konkret på visse ting, lyder det.

På mandag er der to borgermøde i Qaqortoq og tirsdag er det Narsaq der står for tur. De planlagte møder i Qassiarsuk og Igaliku er aflyst på grund vejret.

Powered by Labrador CMS