Fodboldlegenden Henning Jensen er død af kræft

Den tidligere Real Madrid-spiller Henning Jensen er død. Han spillede 21 landskampe for Danmark i 1972-1980.

Offentliggjort

En af dansk fodbolds store spillere er død.

Henning Jensen er død efter kortere tids kræftsygdom. Det oplyser familien over for BT. Han blev 68 år gammel.

Nordjydens navn blev for alvor slået fast i 1972, da han debuterede for fodboldlandsholdet og skiftede til den tyske storklub Borussia Mönchengladbach. Her blev han holdkammerat med blandt andre Allan Simonsen.

Opholdet blev en stor succes, og Henning Jensen var med til at vinde to tyske mesterskaber, pokalturneringen samt Uefa Cuppen.

Fire år senere drog angriberen videre til Real Madrid, hvor han blev klubbens første danske spiller.

Få måneder inden sit skifte til den spanske storklub havde netop Real Madrid været modstanderen i kvartfinalen i Europa Cuppen for mesterhold, og det var muligvis i den anden kamp mod spanierne, at Henning Jensen kom på holdets radar.

På mystisk vis fik han annulleret to scoringer, hvilket førte til, at dommeren måtte indstille karrieren.

- Jeg ved ikke, om det var min største kamp, men vi leverede en fantastisk holdpræstation, men blev snydt af dommeren.

- To gange annullerede han en scoring til os, så i stedet for 1-3 på Santiago Bernabeu blev det 1-1, og da vi hjemme havde måttet nøjes med 2-2, røg vi ud. Der var ikke den bedste stemning på hotellet bagefter, har han sagt til Tipsbladet.

Efter Real Madrid gik turen til Ajax, før han via AGF havnede tilbage i Nørresundby.

Han spillede 21 landskampe og scorede ni mål for Danmark.

Han er særlig berømt for et mål i en uofficiel kamp, der markerede Danmarks indtræden i EF sammen med Storbritannien og Irland.

I opvisningskampen på Wembley scorede Henning Jensen med hovedet, selv om han svævede i en vandret position langt over jorden. I målet sprællede Dino Zoff forgæves.

Powered by Labrador CMS