Fodboldlandsholdet spiller mod superligaklub

Det grønlandske herrelandshold skal i kamp mod nogle af Danmarks bedste til september.

Det grønlandske herrelandshold i fodbold skal spille mod superligaholdet Fc Nordsjælland til efteråret

Fodboldstadionet 'Right To Dream' skal danne rammen om venskabskampen mellem det grønlandske herrelandshold og superligaholdet FC Nordsjælland.

Kampen afholdes 14. september og ud over den norsjællandske klub, venter én til to andre modstandere fra højeste niveau i Danmark, oplyser landstræner Morten Rutkjær til Sermitsiaq.AG.

- Det er stort, at vi kan melde et super program ud for A-Landsholdet. Jeg må bare rose alle for deres super professionelle indstilling til, at give spillerne de optimale rammer trods svære kår i forhold til corona og så videre, siger Morten Rutkjær.

- Vi er virkelig på rette vej i grønlandsk fodbold med nye øjne på fodbolden, spillere kvinder som mænd, der begår sig på den store fodboldscene. Det viser bare, at der er masser af muligheder og talent hos de grønlandske spillere, siger han.

I skrivende stund ligger FC Nordsjælland nummer otte i superligaen.

Kamp mellem Nord-og Sydgrønland

Aktiviteterne er planlagt perfekt med regionalsamlinger i Nuuk og Ilulissat i maj med efterfølgende landsholdssamling i Nuuk til juni.

- Her skal vi fejre at forbundet fylder 50 år, og derfor laver vi en kamp mellem Nord og Sydgrønlands landsholdsspillere, hvor vi vil samle folket på stadion i Nuuk, oplyser landstræneren.

Efter samlingen i Nuuk vil Morten Rutkjær bruge GM til at følge spillerne tæt, som en del af landsholdsudtagelsen, hvor de slutter af med landsholdssamling i Danmark i september.

- Vi har helt bevidst søgt efter disse modstandere, så vores spillerne kan måle sig med de bedste i Danmark. Min ambition er stadig at vi kommer til at deltage i en kvalifikationsturnering på et tidspunkt og her vil modstanden være den samme eller højere.

- Med oplevelsen mod FC Nordsjælland bliver det stort for spillerne, at stå på store stadions med forhåbentlig en masse tilskuere, lyder det fra landstræneren for det grønlandske fodboldlandshold.

Aktiviteterne ser således ud for A-Landsholdet for i år:

  • Maj Regionalsamling i Nuuk og Ilulissat
  • Juni Landsholdssamling i Nuuk
  • August GM i Ilulissat – Fokus på den enkelte spiller
  • September – Landsholdssamling i Danmark, bla med kampe mod FC Nordsjælland
Powered by Labrador CMS