Fodbold: Grønland står foran historisk kamp

Det grønlandske herrelandshold i fodbold møder Kosovos U21-landshold fredag. Grønland har aldrig spillet over for et så stærkt hold før.

Det grønlandske herrelandshold møder Kosovos U21-landshold fredag

Et nyt kapitel i Grønlands fodboldhistorie bliver skrevet fredag, når det grønlandske herrelandshold møder Kosovos U21-landshold.

Flere spillere fra Kosovo spiller til dagligt i forskellige europæiske klubber, og det er første gang nogensinde, at Grønland spiller mod et hold, der spiller på så højt niveau.

Det grønlandske herrelandshold spillede deres sidste træningskamp forud for kampen mod Kosovos U21-landshold onsdag, hvor holdet tabte 0-6 til et udvalgt irakisk hold i Antalya i Tyrkiet.

Flere mål kunne have været undgået

- Vi spillede bedre end vores første kamp mandag. Spillerne har vænnet sig både til varmen og banens beskaffenhed, og der var mere gang i spillet fra vores side i forhold til den første kamp, siger landsholdets assisterende træner Nukannguaq Zeeb til Sermitsiaq.AG.

Han siger, at der mangler rutine for at spillet på det højeste niveau, og derfor indkasserede det grønlandske hold seks mål i kampen.

- Flere af målene kunne have været undgået, hvis spillerne havde lidt mere erfaring på det her niveau. Men holdet havde mere mod til at spille, og i den næste kamp skal alle spillere være helt klar i hovedet i samtlige minutter, og der skal tages de rigtige beslutninger. Vi er så glade for, at holdet har fået mulighed for at spille mod så gode hold, hvilket har været det, vi har arbejdet os henimod, fortæller Nukannguaq Zeeb.

Det bliver ikke let

Ifølge ham er det vigtigt for holdet at spille mod stærke hold:

- Hvis vi bliver medlemmer af Concacaf skal vi have erfaring med at spille disse kampe. Før har vi jo spillet mod danske hold fra serie 1 eller fra danmarksserien. Spillerne skal mærke, hvordan det er at spille på det her niveau.

Nukannguaq Zeeb ser frem til at se, hvordan spillerne vil reagere, når de møder Kosovos U21-landshold.

- Det er første gang vi kommer til at møde et så stærkt hold, og vi har forberedt os godt. Det bliver ikke let. Jeg ville ønske, at vi havde samme mulighed for at spille mod et så godt hold, da jeg spillede på landsholdet. Vi har mange unge spillere, derfor er jeg glad for, at de nu får muligheden for at stå imod et så stærkt landshold, hvilket vil gavne dem fremadrettet, siger han.

Assisterende træner kan få minutter på banen

Nukannguaq Zeeb har forståelse for, at det måske kan være skuffende blandt følgere, at holdet taber så stort i deres kampe.

- Men vi skal huske på, at vi aldrig har mødt så gode hold før. Vi er i gang med at etablere os, og tænker på fremtiden, så spillerne får erfaringer, påpeger han, og tilføjer:

- Det kan være, at jeg også får minutter på banen i kampen mod Kosovos U21-landshold. Hvis det bliver nødvendigt, har vi aftalt, at jeg kommer ind på banen, og jeg håber jeg får muligheden, da jeg gerne vil hjælpe holdet så godt som overhovedet muligt.

Kampen bliver afviklet bag "lukkede døre", og bliver ikke vil blive vist på TV på grund af forskellige retningslinjer. Det er planlagt, at kampen fløjtes i gang klokken 13.30 grønlandsk tid.

Landstræner for Kosovos U21-landshold, Afrim Tovërlani, har udtaget følgende spillere til kampen:

Powered by Labrador CMS