Fodboldglade børn smøgede ærmerne op

Den nordgrønlandske by Ilulissat får senest en ny fodboldbane i slutningen af juni

Omkring 60 sportsudøvere såvel børn som voksne havde fulgt opfordringen på N-48’s Facebook side om at møde op på den kommende fodboldbane og hjælpe til med at rydde banen for sne.

Byen får nemlig en kunstgræsbane, og kommunen forventer, at indvielsen af banen vil kunne finde sted allersenest i slutningen af juni.

- Opfordringen var klar fra medlemmerne: Arbejdet med snerydningen skulle udføres uden skelen til holdopdeling i foreningen. Dermed blev de frivillige delt op i to hold, hvor børnene og deres forældre samt old-girls og –boys arbejdede om lørdagen, mens mænd, kvinder og unge tog deres tørn om søndagen, skriver Avannaata Kommunia på sin hjemmeside.

Det er ikke første gang, at medlemmerne i N-48 udfører anderledes styrketræning. De har således tidligere hjulpet til med at rydde sand fra veje om foråret, samlet affald og har ligeledes flere gange gået ture i det fri med beboerne i alderdomshjemmet, oplyses det.

Powered by Labrador CMS