Fodbold-krise: Kvindernes GM aflyst på grund af for få tilmeldte hold
På grund af for få tilmeldte hold blev kvindernes grønlandsmesterskaber i fodbold aflyst, som ellers skulle afvikles i sidste uge. Et Nuuk-hold arrangerer dog en erstatnings-turnering i næste uge.
Kvindernes grønlandsmesterskaber i fodbold blev aflyst på grund af for få tilmeldte hold.
Mesterskaberne skulle ellers have været afholdt i Nuuk i sidste uge, hvor Nuuk-holdene NÛK og GSS samt Nagdlunguak' fra Ilulissat ellers var tilmeldt til turneringen, oplyser Nîsínguak’ Lundblad Geisler fra fodboldforbundet KAK.
Hvis mesterskaberne skulle afvikles officielt, skal der være fire hold. Der blev ellers arbejdet på, at danne et byhold, så turneringen kunne afvikles, men det lykkedes ikke at samle et hold.
Stor skuffelse blandt spillere
Assisterende landstræner i futsal, Aili Pedersen, spiller for GSS, og hun ærgrer sig over, at grønlandsmesterskaberne ikke kunne gennemføres.
- Viljen til at spille fodbold dykker. Det går ellers så godt i futsal, derfor var der mange spillere, der blev skuffede, da mesterskaberne i udendørs-GM måtte aflyses, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Behov for kulturændring
Hun siger, at interessen for udendørsfodbold for kvinder er dalende, og aflysningen kan være med til, at interessen dykker yderligere.
- Hvis der skal være kvindeturneringer fremover, må der ske en kulturændring. Klubberne skal være bedre til at udvikle kvindeholdene. Hvis ikke, kan det være, at der slet ikke spilles fodbold længere for kvinder, påpeger hun.
Og ifølge hende skal der være længere tid til forberedelserne af mesterskaberne.
- På nuværende tidspunkt sker forberedelserne fra én måned før turneringsstarten, og det er slet ikke nok. Det er som om, at man arbejder i sidste øjeblik, hvor der er risiko for, at der sker aflysning. Hvis kvindefodbolden skal reddes, må der ske samarbejde mellem klubberne, fodboldforbundet KAK og frivillige. Vi må samarbejde, og det kan ikke blive ved med at gå sådan måde. Der sker ikke nok ungdomsudvikling, hvor vi kan se, at der er mangel på spillere, fortæller hun.
Nuuk-turnering næste uge
For ikke at miste en hel udendørssæson har GSS så besluttet at afvikle en otte-mandsturnering for Nuuk-hold, som spilles i næste uge.
- Her deltager GSS, NÛK, byhold, og vi prøver at danne et fjerde hold, som skal deltage ved turneringen. Vi håber, at der skal være fire hold, så vi også får noget ud af sæsonen. Vi skal spille i de mindre baner, da der ikke nok er spillere for 11-mandshold, lyder det fra Aili Pedersen.