Flystrejke-truslen: Splid mellem SIK og Dansk Metal

Dansk Metal har ikke rådført sig med SIK om strejkevarsel mod Air Greenland. Den sædvanlige storebror-mentalitet fra Danmark, vrisser Jess G. Berthelsen.

Flystrejke kan i værste fald lamme Air Greenlands atlantflyvning.

Dansk Metal, som er fagforening for flymekanikerne i Air Greenland, har ikke været i kontakt med SIK, før der blev sendt strejkevarsel til Air Greenland. Det skaber splid mellem det danske fagforbund og SIK, som organiserer laste- og lossefolkene i de grønlandske lufthavne.

Det skriver avisen AG.

Konflikten er varslet mod Air Greenlands Airbus, der flyver mellem Kangerlussuaq og Københavns Lufthavn i Kastrup. Konflikten træder i kraft den 23. juni, men parterne afventer nu en indkaldelse fra Forligsinstitutionen i København, som forventes at indkalde til forhandlinger for at forsøge at finde en løsning, inden strejken træder i kraft.

SIK-formand Jess G. Berthelsen oplyser, at han ikke ved noget om de lønforhandlinger mellem Air Greenland og flymekanikerne, som har udløst konfliktvarslet. Dansk Metal har nemlig ikke orienteret SIK om forhandlingsforløbet.

- Vi aner ikke et kuk, for Dansk Metal har ikke kontaktet SIK. Det er den sædvanlige storebror-mentalitet fra Danmark. Det er for dårligt og meget utilfredsstillende, at et stort dansk fagforbund ikke kontakter SIK, når der forhandles om vilkår for lønmodtagere i Grønland, siger Jess G. Berthelsen til AG.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS