Flydende atomkraftværk stævner ud i isen

Rusland har fyldt brændsel på sit første flydende atomkraftværk, der nu slæbes til arktisk havneby. Dansk beredskab efterlyser regler for transportabel a-kraft.

Rusland skriver i denne måned historie, når landet for første gang søsætter et flydende atomkraftværk med maven fuld af beriget uran.

Værket er døbt "Akademik Lomonosov" og troner på en 144 meter lang pram, der kun kan bevæge sig med hjælp fra slæbebåde.

Lige nu ligger det i havnen i Murmansk, hvor det har fået fyldt det lavradioaktive brændsel på sine to reaktorer. Men inden længe skal det slæbes til den afsidesliggende havneby Pevek i Ruslands nordøstlige hjørne.

Her skal det fortøjes for at afløse et eksisterende atomkraftværk på land samt et konventionelt kraftværk, der ifølge det russiske atomagentur, Rosatom, årligt forbruger 200.000 ton kul og 120.000 ton olie.

Projektet har været undervejs i mere end ti år, og flere miljøorganisationer har løbende udtrykt bekymring for sikkerheden omkring det flydende værk.

Blandt andet har Greenpeace kaldt det et "nukleart Titanic" og et "flydende Tjernobyl".

Rosatom har på sin side afvist enhver bekymring og fastholdt, at atomkraftværket er så godt som synkefrit og kan modstå alt fra storme til syv meter høje tsunamier.

I Beredskabsstyrelsen følger chefen for Nukleart Beredskab, Steen Nordstrøm, interesseret med i udviklingen af "Akademik Lomonosov".

Ikke fordi han ser specifikke udfordringer med det russiske projekt, men fordi det repræsenterer en ny type af transportable atomkraftværker, som der ikke findes et ordentligt internationalt regelsæt for.

- Transportable atomkraftværker - såkaldte TNPP'er - kan blive et problem for Danmark, fordi et kernekraftuheld for nogle er et kernekraftuheld for alle, siger Steen Nordstrøm.

Derfor ser beredskabschefen frem til, at Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) får samlet medlemslandene og lavet klare regler for sikkerheden omkring transportable kraftværker. Uanset om de er til søs eller på ladet af en lastvogn

- Der er et hul, som jeg tror, at de fleste lande egentlig er enige om, at vi skal se at få gjort noget ved, siger han.

Russiske Rosatom har ifølge avisen The Guardian på sigt planer om at producere og sælge flydende atomkraftværker til andre lande.

Og her kan de manglende regler også blive et problem, påpeger Steen Nordstrøm:

- For hvad er så producentlandets ansvar, og hvad er værtslandets ansvar? Hvem fører tilsyn, og hvem beslutter, om et værk kan være i drift i 10, 20 eller 30 år?

- Hvis ikke man har klarlagt det ansvar, så kan det give nogle sikkerhedsmæssige udfordringer.

I miljøorganisationen Bellona, der har særligt fokus på Arktis, har man ifølge kommunikationsansvarlig Anna Kireeva fulgt nøje med i konstruktionen af "Akademik Lomonosov".

Også her er den største bekymring ifølge Kireeva, at russerne planlægger at sælge den nye teknologi "til lande som Sudan".

- Jeg er meget bekymret over, at en sådan teknologi kan ende i lande, hvor sikkerheden omkring nuklear stråling, regulering og sikkerhedsstandarder ikke er på lige så højt niveau som i Rusland, siger hun til The Guardian.

Indtil videre er "Akademik Lomonosov" verdens eneste flydende atomkraftværk. Det skal efter planen sættes i drift i Pevek til december.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS