Fly måtte nødlande på indlandsisen

Propelfly løb tør for brændstøf, før det nåede Kangerlussuaq.

Det var et amerikansk indregistreret privatfly af typen Piaggio P180, der fredag måtte nødlande nær Kangerlussuaq. Og årsagen til nødlandingen var, at flyet var løbet tør for brændstof.

Det oplyser kommunikationsmedarbejder Jan Eliassen fra den danske lufttrafiktjeneste Naviar under Transportministeriet.

- Flyet var på vej fra Island til Narsarsuaq. Det var imidertid dårligt vejr dér, så flyet måtte flyve videre mod Kangerlussuaq. Det løber så tør for brændstof over indlandsisen, 60 sømil fra Kangerlussuaq, forklarer Jan Eliassen.

Straks efter nødlandingen blev en helikopter sendt fra Kangerlussuaq til det forulykkede fly.

- Piloten havde fået nogle knubs, men kunne selv forlade flyet. Selve flyet er omvendt ifølge vores oplysninger svært beskadiget, oplyser Jan Eliassen.

Havarikommissionen er i gang med at indsamle data i forbindelse med hændelsen og skal derefter tage stilling til, hvad der videre skal ske, oplyser luftfartshavariinspektør Jørn Asmussen fra Havarikommissionen.

Da sermitsiaq.gl omtalte episoden lørdag skrev vi, at flyet forulykkede i selve Kangerlussuaq, men det skyldtes en fejltokning af forløbet. Sermitsiaq beklager.

Powered by Labrador CMS