Flugtbilist tiltalt for uagtsomt manddrab
Den 71-årige mand fra Karup, der kørte en værnepligtig fra Grønland ned, er nu blevet tiltalt for uagtsomt manddrab
Den 71-årige mand, der 7. oktober kørte en 22-årig værnepligtig fra Grønland ned, er nu blevet tiltalt for uagtsomt manddrab. Det skriver TV Midtvest.
Den 22-årige, der stammer fra Aasiaat, blev kørt ned af bilisten uden for indgangen til Flyvestation Karup. Bilen forsvandt fra stedet.
Den 71-årige blev anholdt en uge senere, 14. oktober.
Han blev omgående sigtet for uagtsomt manddrab, og nu er den sigtelse altså blevet til en tiltale, altså del af anklageskriftet ved en kommende retssag.
- Han er tiltalt for en række overtrædelser af færdselsloven, og så er han tiltalt for uagtsomt manddrab, siger Mette Møller, der er advokaturchef hos Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
Det var optagelser fra et videokamera i Sunds 16 kilometer fra stedet, som fik politiet ledt på sporet af bilisten.
På en video kunne man se en Volkswagen Up, der kunne være identisk med flugtbilen, som cirka et kvarter senere kunne ses på en optagelse fra Flyvestation Karup.
Manden erkendte sig efter anholdelsen delvist skyldig, men forklarede, at han troede, at han havde påkørt et rådyr.
Ud over uagtsomt manddrab er manden blandt andet også tiltalt for at køre fra stedet i stedet for at stoppe op og yde hjælp.