Flot resultat for Sermitsiaq.AG i 2012

Den erhvervsdrivende fond Mediehuset Sermitsiaq.AG kom ud af 2012 med et overskud efter skat på 4.741.218 kroner

Mediehuset Sermitsiaq.AG's udgivelser. Foto: Leiff Josefsen

4.741.218 kroner efter skat.

Det blev overskuddet i 2012 for den erhvervsdrivende fond Mediehuset Sermitsiaq.AG, hvilket er en 'betydelig forbedring' i forhold til forrige års resultat på 3.142.000 kroner.

Den daglige ledelse og bestyrelsen er tilfredse med resultatet, der viser, at fusionen mellem de to aviser har været en succes og sikret den frie og uafhængige presse i Grønland.

Det ’fine’ resultat er opstået trods øget konkurrence og skyldes effektivisering og rationalisering af produktionen, lyder forklaringen.

Sermitsiaq.AG’s bruttofortjeneste i 2012 var 21.147.628 kroner mod 19.156.000 kroner i 2011, hvilket betyder, at egenkapitalen nu er 10.688.515 kroner mod 5.947.000 kroner for et år siden.

Markant fremgang for hjemmeside
Nyhedssiden www.Sermitsiaq.AG er Grønlands mest besøgte, og antallet af besøgende er stadig stigende. Fra 2011 til 2012 steg besøgstallet med over 30 procent.

Websitet indeholder tillige landets mest besøgte jobsite, Sermitsiaq.AG/JOB, med godt 8 millioner besøgende i 2011.

Bladsalgsomsætningen var i 2012 på 8.964.000 kroner mod 8.905.000 kroner i 2011. Oplaget på de to aviser har, som i resten af den vestlige verden, været faldende i forhold til 2011. Til gengæld er salget af elektroniske aviser stigende.

Den økonomiske krise har også i 2012 præget avisernes annonceomsætning, idet jobannoncer stadig befinder sig på et lavt niveau. Alligevel er den samlede annonceomsætning øget med cirka 1 million kroner i forhold til forrige år, oplyser Sermitsiaq.AG’s bestyrelse efter onsdagens bestyrelsesmøde.

Nye produkter
Trods krise generelt i mediebranchen er der udviklet to nye produkter; magasinet ’Oil & Minerals’, der tillige udgives i abonnement på nettet, og ugeavisen Tamanut Avannaani, der udgives i Qaasuitsup Kommunia.

Også Nuuk Lokalreklame A/S, der udgiver Nuuk Ugeavis, har haft fremgang. Årets nettoresultat i Nuuk Lokalereklame efter skat er et beskedent overskud på 473.285 kroner mod 377.000 kroner i 2011, der er indregnet i Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS