Greenland Contractors

En flok Thule-arbejdere frygter for deres arbejdspladser

En flok Thule-arbejdere er bekymrede for arbejdspladserne på Thule Air Base, efter Greenland Contractors tab af servicekontrakten. Her stiller Thule-arbejderne en række spørgsmål til de ansvarlige politikere

Thule Air Base, luftfoto, lufthavnsområdet, landingsbane
En flok Thule-arbejdere stiller en række spørgsmål til de ansvarlige politikere

Det amerikansk ejede danske selskab Exelis Services, vandt forrige uge en kontrakt til 411 millioner dollar (knap 2,4 milliarder kroner) på drift og vedligeholdelse af Thule Air Base fra 30. september 2015 og frem til 30. september 2022.

Og det skaber bekymringer for en flok Thule-arbejdere, der har kontaktet Sermitsiaq.AG.

Thule-arbejderne ønsker ikke at stå åbent frem i medierne, hvorfor Sermitsiaq.AG bringer her deres spørgsmål uden at bringe deres identitet.

De anonyme Thule-arbejdere har erfaret, at budsummen fra Exelis Services A/S ligger på DKK 2.020.000.000 eller en tredjedel af hvad den nuværende kontrakt lyder på.

Frygter at arbejdspladserne vil blive halveret
De anonyme Thule-arbejder skriver videre, at budsummen indikerer at Exelis Services A/S enten påtænker at varetage servicekontrakten med kun 200 medarbejdere, hvor GC har 400 eller alternativt påtænker at bryde overenskomsten.

Ifølge de anonyme Thule-arbejdere påkræver brand- og hospitalsberedskab på Thule Air Base 50 medarbejdere, hvorfor de anonyme Thule-arbejdere mener, at det er helt urealistisk, at resten af servicekontrakten kan varetages med kun 150 medarbejdere.

Læs: Tab af servicekontrakt bekymrer Inuit Ataqatigiit

Thule-arbejderne ønsker svar på følgende
De anonyme Thule-arbejdere stiller derfor følgende spørgsmål til de ansvarlige politikere:

1. Hvordan kan det accepteres at USAF giver kontrakten til et 100 % amerikansk ejet selskab?

2. Hvordan kan det accepteres at USAF giver kontrakten til et selskab hvor både bestyrelse og direktion er amerikanere bosiddende i USA?

3. Hvordan kan det accepteres at USAF giver kontrakten til et skuffeselskab, hvis eneste danske forbindelse er en postadresse hos et dansk advokatfirma?

4. Hvordan kan det accepteres at USAF giver kontrakten til et selskab der med sin prisfastsættelse helt åbenlyst ikke agter at overholde gældende overenskomster?

5. Hvordan kan det grønlandske samfund accepterer at landets største lærlingeinstitution ikke længere vil have ressourcer til at uddanne lærlinge?

Læs: Vectrus overtager driften af Thule-basen

Endvidere skriver de anonyme Thule-arbejdere:

- Vi kan selvfølgelig godt forstå at USAF gerne ser at så stor en kontrakt går til et amerikansk selskab, men vi er meget uforstående overfor at det danske udenrigsministerium åbenbart har accepteret så vag en fortolkning af forsvarsaftalen at det har været muligt.

- Vi er meget bekymrede for arbejdspladserne i Thule men vi er samtidig også meget bekymrede for hvad alt dette vil komme til at betyde for det grønlandske samfund.

- Vi syntes derfor at vore spørgsmål har relevans i samfundsdebatten og at de ansvarlige politikere skylder både os og befolkningen et åbent svar.

Læs: Greenland Contractors mister kontrakt på Thulebasen

Powered by Labrador CMS