Flest nye boliger er andelsboliger

98 af de 225 nye boliger, der blev bygget sidste år, var finansieret af andelsboligordningen, der nu er den dominerende finansieringsform i Grønland.

Det fremgår af publikationen ”Tilgangen af boliger og boligbestand 2006”, som Grønlands Statistik netop har offentliggjort på sin hjemmeside www.statgreen.gl.

Nuuk tegnede sig for lidt over en tredjedel af tilgangen, nemlig 81 boliger. Sisimiut er den by hvor der er blevet bygget næstflest boliger med 49 nye boliger i 2006, og Ilulissat den tredje med en tilgang på 32 nye boliger.

Den årlige tilgang af boliger har de senere år ligget stabilt omkring 200.

Andelsboligordningen er en finansieringsform hvor 7 pct. er eget indskud, 33 1/3 pct. fra både Hjemmestyret og kommunen og de resterende 25,33 pct. er realkreditlån.

Det samlede antal boliger i hele landet udgjorde 22.075 pr. 1. januar 2007. Heraf ligger 83,6 pct. i byerne, mens 16,4 pct. ligger i bygderne.

Powered by Labrador CMS