Flertallet i Finansudvalget skifter mening

Flyaftalerne med islandske operatører bliver nu støttet af IA og Demokraterne i Finansudvalget

Den nye formand for Finansuvalget Olga P. Berthelsen (IA) lægger en ny linie med hensyn til aftalerne med de islandske operatører. (Foto: Leiff Josefsen)

Mandag den 21. marts 2011 forelagde det nye naalakkersuisutmedlem for finanser Maliina Abelsen sit syn på flyaftalerne med islandske operatører for Finansudvalget. Samtidig udsendte hun en pressemeddelelse om sit syn på sagen, som blev bragt her på siden.

På denne baggrund har Finansudvalget fredag drøftet sagen, og de tre nye medlemmer af udvalget nemlig Olga P. Berthelsen, IA, Andreas Uldum, Demokraterne, og Juliane Henningsen, IA har udsendt en pressemeddelelse om deres opfattelse af situationen.

- Det er oplyst overfor os, at aftalen med de islandske operatører vil blive evalueret, sådan at der er konstant fokus på eventuelle utilsigtede konsekvenser for f.eks. Mittarfeqarfiit og Air Greenland. Der har i årets to første måneder kun været 13 personer, som har været omfattet af aftalen. Derfor er det vanskeligt at hævde, at aftalen indtil videre har haft nævneværdige samfundsøkonomiske konsekvenser, siger de tre medlemmer af Finansudvalget.

Dermed gør de klart op med det tidligere Finansudvalg med Naja Nathanielsen , IA, Niels 'Thomsen, Demokraterne, og Aqqaluaq B. Egede, IA, som i kraftige vendinger kritiserede flyaftalerne med de islandske opratører.

- Vi konstaterer, at indkøbsaftalerne nu bliver tilrettet, således at de alene kan omfatte tjenesterejser samt rejser for patienter og studerendes offentligt betalte rejser. Naalakkersuisut har lovet, at der vil blive udarbejdet en redegørelse til Inatsisartut om indkøbspolitikken, som ser på samfundets overordnede behov og inddrager forhold såsom CSR (Corporate Social Responsibility), innovation m.v. Denne redegørelse forventes at give Inatsisartut et fyldestgørende grundlag for at tage stilling til den overordnede offentlige indkøbspolitik på Inatsisartuts efterårssamling i år, skriver de.

De tre politikere er tilfredse med, at der med denne redgørelse sker en afklaring af den administrative praksis omkring offentlige indkøb, og ser frem til at blive informeret herom.

- Vi er også tilfredse med, at selvstyret og Air Greenland har påbegyndt en dialog om en rammeaftale svarende til den, som er indgået med islandske operatører, siger de.

Samtidig med at de skifter politikken på dette område, skriver de tre politikere, at de sætter pris på det tidligere Finansudvalgs store arbejde, som har lagt lagt grundlaget for disse tiltag.

Det er ikke oplyst, hvad Siumuts Finn Karlsen og Siumuts Per Berthelsen, som også sidder i Finansudvalget, mener om den sag, eller om de har skiftet mening, efter det nye medlem af naalakkersusiut mandag orienterede Finansudvalget om sagen.

Powered by Labrador CMS