Klimaindsats

Flertal er utilfredse med den danske regerings klimaindsats

To ud af tre danskere er utilfredse med regeringens håndtering af klimaudfordringen, viser ny undersøgelse

To ud af tre danskere er utilfredse med regeringens håndtering af klimaudfordringen, viser ny undersøgelse

Der er ikke meget ros at hente blandt danskerne, når det kommer til regeringens indsats for at håndtere klimaudfordringen og bane vejen for den grønne omstilling.

Faktisk mener to ud af tre danskere, at indsatsen er utilfredsstillende.

Det viser en ny måling foretaget af Epinion for fire grønne organisationer, skriver Information.

Der er tale om Greenpeace, Det Økologiske Råd, Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden.

Og de kritiserer alle regeringen for "at ødelægge mulighederne for de mennesker og virksomheder, der fremover skal sikre velfærd med danske grønne job", skriver avisen.

Ifølge målingen mener et overvældende flertal af danskerne, helt præcist 82 procent, at grøn omstilling er nødvendig for at sikre kommende generationer et godt liv.

Samtidig er knap syv ud af ti bekymrede for konsekvenserne af klimaændringerne.

Flere efterspørger politisk handling, som kan gøre det nemmere at etablere solceller på egen bolig og tilskyndelser til at købe elbil og benytte sig af offentlig transport.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) meddeler over for Information, at han ikke har nogen kommentarer til undersøgelsen.

Det har chef for Greenpeace i Danmark Julie Koch til gengæld. Således opfordrer hun regeringen til at lægge en mere ambitiøs plan på bordet og ikke rulle den grønne omstilling tilbage.

- Vi har en klode, hvor vi ser klimaforandringerne. Vi mærker temperaturstigningen, og vi ser isen smelte i Arktis, siger hun til Ritzau og fortsætter:

- Det, der bekymrer os, hvis regeringen ikke speeder op på det grønne område, er, at vi ikke kan leve op til Paris-aftalen. Danmark har jo i den grad været et foregangsland på klima, og det vil vi gerne blive ved med at være.

Powered by Labrador CMS