Flere vælger SISA som pensionsopsparing

2018 har været et godt år for pensionsfonden SISA – trods mindre afkast.

Administrerende direktør i , Søren Schock Petersen. SISA

I løbet af 2018 indbetalte medlemmerne i pensionskassen SISA 257,1 mio. kr. til deres opsparing. Det er en stigning på hele 22,3 procent i forhold til året før, hvor medlemmerne indbetalte 210,2 mio. kr. Det skriver SISA i en pressemeddelelse.

Samlet kom pensionskassen ud med et underskud på 2,2 mio. kr. for 2018.

- Vi kan se, at væksten skyldes en kombination af flere medlemmer og stigende pensionsbidrag pr. medlem, udtaler administrerende direktør Søren Schock Petersen i en pressemeddelelse.

PFA Soraarneq overførte deres forretning og dermed deres medlemmers opsparing til PFA Danmark i udgangen af 2017. I den forbindelse har SISA, der er ejet af medlemmerne oplevet, at flere vælger PFA Danmark fra og flytter deres pensionsopsparing til SISA. Men selv hvis man så bort fra overførslerne fra PFA Danmark fra, så vokser de løbende pensionsbidrag fra medlemmerne med 14,8 procent, oplyser SISA’s direktør, Søren Schock Petersen.

Mindre afkast

Globalt set har pensionsfonde oplevet et mindre afkast i forhold til årene før. Det er ikke gået ubemærket hen hos SISA. Afkastet i pensionsfonden er gået ned med 5,7 procent i 2018 efter pensionsafkastskat.

SISA oplyser i deres pressemeddelelse, at da pensionsopsparingen er en langsigtet opsparing, så opvejer det gode år det dårligere år i det lange løb.

SISA har som noget nyt indført mulighed for en forsikring for deres medlemmer ved visse kritiske sygdomme med virkning fra 1. oktober 2018. Det betyder, at omkring 3.000 medlemmer er sikret en udbetaling, hvis de får en sygdom, der er dækket af forsikringen.

Den samlede pensionsopsparing i SISA lyder på 3.155,6 mio. kr. den 31. december 2018. 940 pensionister modtog samlet 38,9 mio. kr. i udbetaling i 2018, og over 200 virksomheder indbetaler til pension i SISA for deres ansatte, oplyser SISA i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS